Vikingernes Virkelige Verden

Paulina er stemmen bag ny vikingeserie

Hun føler sig mere nordisk end nogensinde før, efter at hun har sunget titelmelodien til en ny vikinge-dokumentarserie på TV MIDTVEST.

Paulina Biström er det første seerne oplever i serien om vikingerne.
Paulina Biström er det første seerne oplever i serien om vikingerne.
Foto: Henrik Helms

Hun er lys, har lange, gyldne lokker og en fantastisk sangstemme. Ja, og så er hun finne. Netop derfor er det meget naturligt, at det er Paulina Biström, der lægger stemme til kendingsmelodien til den nye vikinge-dokumentarserie Vikingernes Virkelige Verden på TV MIDTVEST.

- Når jeg tænker vikingetid, så tænker jeg på fantastisk håndværk og en respekt og nærhed til naturen. Derfor føltes det autentisk at stå på heden omgivet af lyng og synge klædt i vikingetøj, siger Paulina Biström.

Hun har studeret sang på to forskellige skoler i Finland samt ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Og sidste år udgav hun en plade med sange sunget på hendes modersmål, nemlig finlandssvensk.

- Jeg føler mig mere nordisk end nogensinde før. Vores verden globaliseres og forandres i hurtig takt, og jeg tror at det er vigtigt, på en eller anden måde at holde fast ved sine rødder. Derfor er det også så fantastisk, at der er blevet lavet en serie om ”Vikingernes virkelige verden", siger Paulina Biström. 

Klik på kortet og se, hvor i Midt- og Vestjylland dokumentarserien er optaget:

Kun et plus, at hun er finne

Komponisten bag melodien, Martin Ravn Jensen, har forsøgt at lave en svævende, lidt mystisk og mytisk melodi med sangen. Og så er han godt tilfreds med, at Paulina er fra Finland.

- Jeg synes, det kunne passe til vores forestilling om, hvordan sang lød i vikingetiden. Der har helt sikkert været indflydelse fra hele Europa, for de kom jo omkring de vikinger, så det er helt efter bogen at lade en finne synge sangen, siger Martin Ravn Jensen.

- Jeg prøvede at finde en lyd, der lød som noget en viking måske kunne havde sunget. Vi prøvede også at indspille flere forskellige versioner af melodien, med forskellige intensiteter. På den måde kunne den version, hvis intensitet passede bedst til billederne i den færdige intro, bruges, siger Paulina Biström.

Sangens eneste tekst, ”og ravnen flyver om aftenen”, refererer til den gamle vise om Valravnen, som, for at hjælpe en kvindes elskede tilbage, må drikke hendes førstefødtes hjerteblod og hugge hans ene øje ud.

Her kan du se første afsnit af serien Vikingernes Virkelige Verden:

27:50
Da vikingetiden blev opfundet. Tag med på en opdagelsesrejse helt tilbage til dengang, hvor vikingetiden blev opfundet, og se hvordan vikingernes virkelige verden så ud i Midt- og Vestjylland.