Håndbold: Patrick Westerholm stopper i TTH efter denne sæson

TTH Holstebro er tæt på at finde afløseren til den finske cheftræner, siger klubbens formand.

Patrick Westerholm. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

TTH Holstebro skal på jagt efter en ny cheftræner til sit hold i herrernes håndboldliga.

Cheftræner Patrick Westerholm har meddelt klubben, at han ønsker at prøve noget nyt, når hans kontrakt udløber den 1. juli næste år - altså efter den kommende sæson.

Læs også Håndbold: Michael Bruun forlænger sin kontrakt hos TTH Holstebro

- Jeg har indtil videre haft fire virkelig gode år i TTH Holstebro, hvor jeg er stolt af den udvikling som vi i klubben har skabt. Det har været en god tid, men jeg føler, at det nu er blevet tid til nye oplevelser, hvor jeg skal afprøve mig selv i nye rammer, og hvor jeg forhåbentlig kan udvikle mig som træner, siger han i en pressemeddelelse.

Hvem der skal afløse den 44-årige finske cheftræner er endnu ikke på plads - men det er tæt på, siger klubbens formand Jørgen Hansen til tvmidtvest.dk.

- Vi har i et stykke tid vidst, at Patrick gerne vil prøve noget nyt efter denne sæson. Nu kigger vi på det og sonderer terrænet, og vi er tæt på en løsning, siger Jørgen Hansen.

Vil gerne slutte med guld

Patrick Westerholm kom til den vestjyske klub i 2015 som afløser for Klavs Bruun Jørgensen, der blev ny kvindelandstræner. 

- Han har været den træner, som samlet har skabt de bedste resultater med en DM-sølvmedalje, klubbens første Champions League deltagelse, et pokalmesterskab og senest en deltagelse i EHF Finals samt hvert år været tæt på DM-medaljer. Patrick har med færre midler end de øvrige tophold skabt et hold og resultater som vi kun kan være imponeret af, siger TTH-direktør John Mikkelsen.

Westerholm understreger også, at han glæder sig til at gøre arbejdet færdigt. I den nye sæson er TTH Holstebro blevet forstærket med profiler som Allan Damgaard, Johan Meklenborg og Nikolaj Enderleit.

 - Jeg ser frem til denne sæson med en ny holdsammensætning, som rummer et stort potentiale. Jeg vil gøre alt for at vi sammen skal lykkes med en stærk sæson, hvor jeg kan efterlade holdet med en medalje om halsen – og den må meget gerne være af guld, siger han.

01:52

Derfor stopper han - interview med Patrick Westerholm. 

Luk video