Påsat brand i lejlighed i Herning

Søndag aften satte ukendte gerningsmænd ild i en lejlighed i Herning ved at hælde brandbart væske ind gennem brevsprækken.

051009DoerBrand001.jpg

En hel opgang fik sig noget af en forskrækkelse, da ukendte gerningsmænd søndag aften satte ild til lejlighed på Sønderagervej i Herning. På tredje sal var der blevet hældt brandbart væske ind gennem brevsprækken, hvorefter der blev sat ild til det.

- Vi ser meget alvorligt på en sag, hvor der bliver hældt brandbart væske ind i en privat lejlighed, fortæller Bent Smedegaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Lejlighedens beboere var ikke hjemme, men beboere i opgangen opdagede branden, da opgangen blev fyldt med røg. Fire personer kom på sygehuset med røgforgiftning.

Anden gang på to dage

Det er ikke første gang familien fra lejligheden har oplevet en påsat brand. Også i fredags havde nogen forsøgt at satte ild til kælderrummet. Politiet har intet motiv til branden og har kun få spor at gå efter. Politiet har endnu ikke fået fat i familien, der er bortrejst. I dag, mandag skal der laves tekniske undersøgelser af stedet. Politiet efterlyser også vidner, der kan have set noget på stedet søndag aften.

Se politikommissær Bent Smedegaard fortælle om sagen herunder: