Påsat brand i Brande

Politiet har anholdt en 55-årig mand fra Brande for at sætte ild til en tidligere samlevers hus.

BrandeBrand.jpg

Klokken 13.44 mandag rykkede politi og brandvæsen ud til en villabrand på Vænget 6 i Brande. Brandvæsnet fik hurtigt ilden under kontrol, og ingen kom til skade ved branden. I stuen blev der fundet spor efter brændbar væske, og kort tid efter kunne poltiet anholde en 55-årig mand, der er mistænkt for at sætte ild huset. Manden har ikke kendt sig skyldig.

- Vi er sikre på, at det er ham. Vi ved, han var i huset, der var spor af brændbare væsker, og vidner har set manden forlade huset kort før branden, siger Henning Præstegaard, Politikommissær, Midt- og Vestjyllands Politi.

Blev smidt ud i weekenden

Ifølge poltiet har manden boet i huset, men flyttede derfra i weekenden. Han er muligvis blevet smidt af husets andre beboere, og motivet for ildspåsættelsen kan være en form for hævn.

Manden er blevet varetægtsfængslet til den 19. februar.