Pas på i trafikken: Nu stiger antallet af påkørte hjorte

Dyrenes Beskyttelse giver her tre gode råd til, hvordan du kan undgå en påkørsel.

Det er ikke kun farligt for hjorten, hvis man rammer den. Også køretøj og passagerer kan komme tilskade. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Der kan nemt opstå en farlig situation, når hjorte vil krydse vejen.

Læs også Nye jagttider skal begrænse krondyrenes skader på markerne

Især fra slut april og frem skal du være ekstra vågen, for her kan flere aggressive hanner og unge lam, der flytter hjemmefra, i højere antal krydse vejen.

I 2017 fik Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 8653 henvendelser, heriblandt 2181 i Midtjylland, om påkørte dyr. I starten af året fik de kun ganske få, men efter slutningen af april steg antallet kraftigt.

- Foråret er en tid med voldsom aktivitet hos rådyrene. Bukkene bliver mere aggressive og hævder revir, hvilket ofte resulterer i, at andre bukke jages væk og derfor må krydse vejen, forklarer biolog hos Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Derudover er april til juni også perioden, hvor råerne føder nye lam, og derfor skubbes de nu knap et år gamle lam ud fra mors skørter. Det betyder en masse uerfarne rådyr-teenagere, som skal finde nye steder at være.

Så mange hjorte bliver ramt i de forskellige regioner. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Gode råd

Det er især i skumringstiden, at der er høj risiko for at se dyrene på vejen.

- Vores statistik viser, at langt de fleste påkørsler af hjorte i april og maj sker efter klokken 21. Det skyldes, at solen går ned omkring dette tidspunkt, og hjorte er mest aktive i skumringstiden og hele natten frem til solopgang, forklarer Michael Carlsen.

Den mest almindelige hjorteart i Danmark er rådyret, og det er ikke nødvendigvis et stort dyrt, da det har en vægt på op til 20-25 kilo. Det kan dog alligevel lave betydelig skade på køretøj og passagerer, derfor er det endnu større grund til at være opmærksom.

Tre råd til at undgå påkørsler af hjorte

  • Sæt farten ned, når du i skumring, nat eller dæmring kører gennem områder, hvor der er skov, eng, levende hegn eller lignende langs vejen.
  • Hold øje med reflekser fra dyrenes øjne. Ser du et dyr ved vejen, så sæt farten helt ned.
  • En hjort kommer sjældent alene. Ser du én hoppe over vejen, så tro ikke at faren er drevet over. Der kan godt komme flere.
Kilde: Dyrenes Beskyttelse