Pas på efter julefrokosten: Flest spritulykker i Midt- og Vestjylland

Midt- og vestjyder er overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne med spritbilister. Hver tredje dansker kender en, som de tror eller ved jævnligt kører med for meget alkohol i blodet.

Foto: Rådet For Sikker Trafik

Alkohol og kørsel er en farlig cocktail. Spirituskørsel koster liv hvert år, og hver tredje dansker kender en person, som de tror eller ved jævnligt kører spirituskørsel. Det viser en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har fået lavet.

Læs også VIDEO: Da Sanni fik det opkald, alle forældre frygter

Antallet af spiritusbilister er faldende, men når turen går hjem fra julefrokosten er det ikke alle, som er klar til et pust.

- Selv om antallet af spritbilister er faldet over årene, er spritkørsel desværre stadig et problem på vejene. Det kan gøre en forskel, at vi alle bliver bedre til at gribe ind, hvis en person vil køre efter at have drukket for meget alkohol, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Værst står det til i Midt- og Vestjylland

Midt- og vestjyderne er repræsenteret i stort antal, når det kommer til dræbte og alvorligt tilskadekomne i spritulykker. I perioden 2012-2016 var der 175 spritulykker i det midt- og vestjyske, hvilket er klart mest i landet.

TrygFonden opfordrer derfor til, at man skrider ind, inden skaden er sket og bilen er kørt hjem fra julefrokosten.

- I situationen kan det virke grænseoverskridende at blande sig, men man skal huske på, at man gør folk en kæmpe tjeneste, hvis man sørger for, at de ikke kører spritkørsel. Tilbyd dem at overnatte, en taxa hjem eller sørg for at have nogle spændende alkoholfrie drinks, siger Dorte McGugan Pedersen, udviklingschef i TrygFonden.

I perioden 2012-2016 var spritkørsel skyld i 131 trafikdrab på landsplan.  

Dræbte og alvorligt tilskadekomne i spritulykker, 2012-2016

Nordjylland: 157
Midt- og Vestjylland: 175
Østjylland: 80
Sydøstjylland: 78
Syd- og Sønderjylland: 84
Fyn: 103
Midt- og Vestsjælland: 76
Sydsjælland og Lolland-Falster: 89
Nordsjælland: 51
København: 52
Københavns Vestegn: 35
Bornholm: 7

Kilde: Vejdirektoratet