Pas på! Livreddere advarer mod revlehuller

Alene i sidste uge var fire personer i livsfare, da de blev fanget i stærk strøm ved landets kyster. Tre var i Vesterhavet.

280715Livredder.jpg

De såkaldte revlehuller, der er områder i vandet med særlig stærk strøm, er ofte synderen, når landets badegæster kommer i problemer. Det fortæller TrygFonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at tre tyske badegæster i sidste uge blev udsat for revlehullernes voldsomme kraft, da de hoppede i vandet på den danske vestkyst.

De blev dog alle reddet af livredderne på de respektive strande. Det samme gjorde en pige, der faldt i vandet ved Løkken og ligeledes blev fanget i stærk strøm. I kølvandet på de fire tilfælde advarer Anders Myrhøj, der er chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning, om de farlige revlehuller.

Det ser fredeligt ud, men strømmen er kraftig

- Revlehuller er lumske. Umiddelbart ser vandoverfladen rolig ud uden store brydende bølger, så det ligner et fredeligt sted at gå i vandet. Men understrømmen kan være overraskende kraftig og trække dig med ud og væk fra kyster, siger han.

Livreddernes råd er, at man ikke skal gå i panik og kæmpe imod, hvis man bliver fanget i et revlehul. Man skal derimod vente, til strømmen aftager og derefter svømme til siden, indtil man er ude af revlehullet. Derefter kan man svømme i land igen.

I øvrigt understreger livredderne, at det er farligt at gå i vandet alene.

- Vores råd til strandgæsterne er derfor, at man aldrig bader alene og optimalt set vælger en strand, hvor der er livreddere, som holder øje med, hvad der sker i vandet, og som hurtigt kan træde til, lyder det fra Anders Myrhøj.

Der findes tusinder af revlehuller langs de danske kyster, og især ved Vestkysten er der stor fare for at svømme ind i den stærke strøm. Tre af tilfældene fra sidste uge var ved Vesterhavet - To tyske mænd i 50'erne ved Henne Strand og en mand ved Vejers Strand.

/Ritzau/

Se livredder Line Præst Lauridsen fra Trygfonden Kystlivredning Søndervig forklare, hvordan revlehuller ser ud i klippet her.

0:21

 

Hvad er et revlehul? Et revlehul er en fordybning i strandens revler, hvor der kan være en udadgående strøm, der fører vandet tilbage ud i havet.

Der er tusinder af revlehuller langs de danske kyster, men de er ikke altid farlige. Det er kun under bestemte vind- og bølgeforhold, at revlehuller fører vand ud fra stranden og dermed bliver aktive og kan være farlige for mennesker.

Sådan redder du dig selv ud af et revlehul

Hvis du kommer ud i et revlehul, er der tre simple regler, du skal følge:

  • Kæmp ikke imod.
  • Bevar roen. Du bliver ikke trukket ned.
  • Lad dig føre med strømmen, til den aftager. Svøm derefter til siden og langs med stranden og derefter ind til land igen.

Sådan redder du andre ud af et revlehul

Hvis du ser nogen kæmpe mod strømmen i et revlehul, skal du undgå selv at blive offer ved at svømme ud i det. Gør i stedet det rigtige i den rigtige rækkefølge:

1. Kontakt en livredder, hvis der er en på stranden. Hvis der ikke er en livredder, skal du ringe 1-1-2 eller få nogen til at gøre det.

2. Kast noget, der kan flyde, ud til den nødstedte, en redningsvest, en redningskrans, en fodbold eller en tom 1,5 liters sodavandsflaske med låg.

3. Råb til den nødstedte, at han ikke skal kæmpe imod, men svømme til siden.

4. Tænk klart og pas på dig selv. Rigtig mange er selv druknet i forsøget på at redde nogen ud af et revlehul.

Se filmen om revlehuller

: http://www.respektforvand.dk/Ved-vandet/Laer-om-vand-og-vejrforhold/Revlehuller

Kilde: Trygfonden Kystlivredning