Vrede borgere: Går til kamp for vejtræer i Silkeborg

De 60 år gamle vejtræer på Søholt Allè i Silkeborg, som beboerne nu frygter bliver ødelagt.

Vrede borgere: Går til kamp for vejtræer i Silkeborg

I samarbejde med TV2 ØSTJYLLAND

Beboere frygter kommunen ødelægger de 60 år gamle træer langs Søholt Allé.

På Søholt Allé i det centrale Silkeborg er beboerne yderst glade for deres flotte allé af 60 år gamle lindetræer, men nu frygter de for træernes fremtid. Kommunen har nemlig besluttet at beskære træerne, og det mener borgerne kan få store konsekvenser.

- Vi har kontaktet en ekspert, som siger, at han synes, det er en dårlig idé, og at det, der sker, er, at træerne kan risikere sygdomme og kan gå ud, og at de aldrig bliver pæne igen, siger beboer på Søholt Allé, Bo Ryge Sørensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

De er vejens DNA. Det, jeg frygter, er selvfølgelig, at det aldrig kommer til at se ud, som det har gjort før. Der findes ingen allé mage til i Silkeborg.

Bo Ryge Sørensen, beboer Søholt Allé

Han og flertallet af beboerne på vejen er bekymrede for, hvad der kommer til at ske, og Bo Ryge Sørensen ærgrer sig desuden over, at kommunen ikke er indstillet på at betale for en ekstern vurdering af træerne.

Del af charmen ved at bo på vejen

- De er vejens DNA. Det, jeg frygter, er selvfølgelig, at det aldrig kommer til at se ud, som det har gjort før. Der findes ingen allé magen til i Silkeborg, siger Bo Ryge Sørensen og fortsætter:

- De træer er cirka 60 år gamle, og vi vil gerne have, at de bliver ældre endnu. Jeg synes klart, at de er en del af charmen ved at bo her. Det er det absolut.

I første omgang er det faktisk lykkes beboerne at få udskudt beskæringen af træerne i en uge, men Silkeborg Kommune har ikke ændret holdning og vil stadig ikke inddrage en ekspert i sagen.  

- Det er planen, at træerne skal stynes (beskæres, red.), for at de er levedygtige mange år fremover. Ved vintertid er det bedst at gøre det, fordi der er risikoen, for at der opstår sygdomme mindst, siger vej- og trafikchef i Silkeborg Kommune, Flemming Frøsig Christensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Går i dialog med borgerne 

For ham er det helt nødvendigt med styning af træerne lige nu. 

De her træer tvedeler sig relativt langt nede, så der er risiko for, at de flækker. Derfor er vi nødt til at gøre noget ved dem, for at de ikke går til, siger Flemming Frøsig Christensen. 

De her træer tvedeler sig relativt langt nede, så der er risiko for, at de flækker. Derfor er vi nødt til at gøre noget ved dem, for at de ikke går til.

Flemming Frøsig Christensen, Silkeborg Kommune

Han kan ikke afvise risikoen for sygdomme, og kan da også godt forstå beboerne på vejens bekymringer. Derfor udskyder kommunen altså også nu beskæringen til om en uge.

- Det gør vi, fordi at vi kan holde et møde med beboerne. Der er også nogle af dem, der mener, at træerne skal stynes. Men nu får vi en god snak med dem. Det gør vi også altid først, inden vi inddrager en ekspert, siger vejchefen. 

02:14

Beboere er gale over udsigten til at miste deres allé af lindetræer, fordi Silkeborg Kommune vil kappe toppen af træerne.

Luk video