Silkeborg havde håbet på ishockey-turister - men hvor bliver de af?

Tusindvis af ishockeyfans er samlet i Herning til VM. Og når det regner på præsten, drypper det som regel på degnen. Det havde de håbet i Silkeborg - men de tog fejl

Foto: Palle Hedemann / Ritzau Scanpix

Læs også Finske ishockeyfans har kørt sauna-lastbil til Herning: - Vi er et skørt folk

- Silkeborg er en god by. Her er alt vi skal bruge.

Der er ros til den østjyske by fra Jaakko Oskari Ollila. Han er ishockey-fan og er fra Finland.

I øjeblikket er han i Danmark for at følge det finske ischockey-landshold ved verdensmesterskaberne, der foregår i København og Herning. Og så er han en af de få ishockeyturister, som har taget turen til Silkeborg. 

01:56

Se TV2 Østjyllands indslag om Silkeborgs manglende gæster. 

Luk video

I Silkeborg havde de håbet på, at flere fans ville lægge vejen forbi byen, når nu de var i landet.

- Vi har læst meget om det, og vi har set meget i TV, og det går jo godt. Men vi har ikke oplevet så meget i gaderne i midtbyen. Ikke så meget som vi havde forventet i hvert fald, siger formand for Handel Silkeborg Michael Schörlarth.

Vi har ikke oplevet så meget i gaderne i midtbyen. Ikke så meget som vi havde forventet i hvert fald.

Michael Schörlarth, formand for Handel Silkeborg

Arrangørerne i Herning har gjort det godt

En af årsagerne til de manglende ishockeyfans i Silkeborg skal findes hos arrangørerne i Herning.

Midtjydernes hovedstad har gjort det så godt, at man i Silkeborg håber at kunne lære af det, når byen i august skal være vært for golfturneringen Made in Denmark.

- Man bliver lidt jaloux. Det her skal vi altså også kunne, siger Michael Schörlarth.

Hjejlen har ishockeysamarbejde

Hjejlen, der sejler rundt på Silkeborgsøerne, begyndte den nye sæson i torsdags.

- Vi har faktisk startet et samarbejde op med ishockey omkring at lave nogle pakkerejser. Dem har vi ikke haft det store held med, siger administrerende direktør ved Hjejleselskabet, Thomas Klostergaard.

Et par hundrede ishockeyturister har dog på egen hånd fundet vej til Hjejlen. 

Thomas Klostergaard har en teori om, hvorfor der ikke har været flere ishockeyturister, der har taget turen fra Herning til Silkeborg.

- En af de årsager, som jeg i hvert fald kan identificere, er det her med, at når solen er så dejlig, som den er nu, så sætter man sig jo ofte med en fadøl. Og det gør man jo gerne et sted, hvor man ikke skal køre så langt efterfølgende.