Sophie slap for motorvejsstøj: Nu har hun stor skatepark i baghaven

En ny skatepark i Gødvad ved Silkeborg møder kritik hos naboerne, fordi den støjer.

Sophie Munck håber, at Silkeborg Kommune vil gøre noget ved støjen. Foto: TV2 Østjylland

For mindre end to uger siden åbnede Danmarks største skatepark i Gødvad ved Silkeborg, og siden er den blevet flittigt brugt af byens unge.

Men allerede nu møder parken kritik fra naboerne.

- Støjen gør, at vi ikke kan sidde på vores terrasse og nyde stilheden. Det lyder lidt som, hvis man boede lige op ad en skydebane, fordi lydene reflekteres direkte over i vores nabolag, og det er ikke til at holde ud af høre på, lyder det fra Sophie Munck, der er en af naboerne til den nye skatepark, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Skateparken åbnede for under to uger siden, men møder allerede stor kritik.  Foto: TV2 Østjylland

Slap for motorvejstøj 

Sophie Munck og de andre naboer til skaterparken har tidligere været præget af støj fra den omkringliggende motorvej, som nu er reduceret med et støjværn.

Men kommunen har ikke lavet nogle lyddæmpende foranstaltninger omkring skaterparken.

- Vi er selvfølgelig frustrerede over, at man har bygget så fin en skatepark uden at tænke på, at det medbringer en del støj, siger Sophie Munck.

Skater: Det er en ærgerlig situation 

Rasmus Hultberg fra Nørre Snede er en af dem, der bruger den nye skatepark.

Han er glad for, at det endelig er lykkes at finde et sted til parken, men samtidig ærgerlig over situationen.

- Det er en skam, at man ikke har tænkt over, at der ville være nogle naboer, der ville synes, at det larmede, og så fundet et andet sted til den. Den har jo kostet rigtig mange penge, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Ramus Hultberg er flittig bruger af skateparken i Gødvad ved Sillkeborg.  Foto: TV2 Østjylland

Støjen skal dæmpes

Det der, ifølge Sophie Munck, især larmer, er lyden af skateboards mod asfalten. Rasmus Hultberg tror dog ikke, det er muligt, at få brugerne til at larme mindre, når de udfører deres tricks, men har til gengæld en anden opfordring.

- Jeg tænker, at man kunne lade være med at være her efter klokken 22, siger han.

Et eller andet skal der i hvert fald gøres, hvis man spørger Sophie Munck.

- Jeg tænker, at de skal have kigget på, om de kan lægge noget belægning på derovre, som er støjdæmpende eller simpelthen bringe noget mur op mellem skaterparken og boligkvarteret her, siger hun.

Kommunen vil gøre en indsats for at dæmpe støjen  

Og det lyder til, at Sophies bøn kommer til at blive hørt.

Hos Silkeborg kommune er de også kede af, at den nye skatepark ikke er blevet taget godt imod. Kommunen vil derfor nu fjerne en trærampe, der har været skyld i en del af det høje støjniveau. 

- Den bliver flyttet imorgen, lyder det fra Anders Larsen, der er projektleder på skateparken, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Allerede onsdag vil Silkeborg Kommune gøre noget for at sænke støjen, fortæller Anders Larsen.  Foto: TV2 Østjylland

Og så vil de opfordre skaterne til at gå hjem klokken 22, men de kan ikke lukke skateparken om aftenen. 

- Det er simpelthen et offentligt areal. Man må ikke overnatte heroppe, men ellers må man faktisk godt opholde sig heroppe, siger han.