Efter dødsulykke under cykelløb: Hensynsløse bilister hærger fortsat

I sidste weekend mistede en 18-årig cykelrytter livet under et løb i Odder. I denne weekend cykles der Pinse Cup i Kibæk, og her fortsætter problemerne med respektløse bilister.

2:05
Utålmodige, aggresive og uforstående trafikanter. Det er hverdag for de trafik-officials, som dirigerer trafikken, når vejene bliver spærret af til diverse cykelløb her i landsdelen.

Dagens cykelløb i Kibæk begyndte med et minuts stilhed til ære for 18-årige Andreas Byskov Sarbo. Han mistede livet, da en bilist kørte ham ned i Odder under cykelløbet Tour de Himmelfart.

Løbet i dag er en del af Pinse Cup, der begyndte i Silkeborg lørdag. Og selvom dødsulykken er i dugfrisk erindring, så havde flere bilister i Silkeborg svært ved at respektere, at de skulle holde tilbage, når de frivillige bad om det.

- Jeg oplevede en masse bilister, som desværre udviste en meget aggressiv adfærd. Det var i det hele taget en træls adfærd med folk, der stoppede op og skældte ud gennem bilruden, siger Dorte Mørck Qvortrup fra Silkeborg.

Hun stod flagpost på ruten og er derudover mor til en af de knap 700 cykelryttere. Bilisterne holdt sig ikke kun til verbale overfald. En bilist kørte over foden på en flagpost, og en anden begyndte at trille sin bil ind i benene på en frivillig.

- Jeg går hen til hende og stiller mig lidt foran bilen med mit flag, men hun bliver ret ophidset. Der kommer stadig ryttere, så jeg kan ikke lukke hende forbi. Hun begynder at slippe koblingen og kører frem, så hun skubber til mit ben, fortæller Palle Qvortrup.

- Jeg blev vred. Og det fik damen nok også at vide på en lidt forkert måde. Men jeg var lidt oprevet i situationen, fordi vi jo lige har set, hvad der kan ske, siger han med reference til sidste weekends tragiske ulykke.

De frivillige oplevede også, at trafikanter kørte mod ensretningen og kørte forbi afspærringerne. Ifølge løbets trafikofficial er det desværre ikke noget nyt med den dårlige opførsel blandt bilisterne.

- Der bliver sagt nogle gloser, som jeg i hvert fald ikke vil gengive her. Vi bliver beskyldt for både det ene, det andet og det tredje. Vi har også enkelte, der stiger ud af bilen og udviser decideret truende adfærd. Det er en del af jobbet, siger trafikofficial Svenn Vind.

Medhjælpernes opgave er at guide bilisterne udenom løbet, så der ikke sker uheld. Men det er ikke alle, der er lige tålmodige, når de bliver bedt om at køre en omvej.

- Nogle gange efter sådan en oplevelse tænker jeg da over, om jeg har lyst til at fortsætte, siger Svenn Vind.

Dorte Mørck Qvortrup fortæller, at hun heldigvis også bliver mødt af masser af smil og venlige folk, når hun står flagpost. Men det er svært ikke at lade sig gå på af de negative oplevelser.

- Jeg synes, det var helt vildt ydmygende. Vi forsøgte at vinke og smile og være glade, men når man så bliver mødt af et vindue, der bliver rullet ned, og man bliver råbt af, så synes jeg, det er super ærgerligt, siger Dorte Mørck Qvortrup.

2:05
Utålmodige, aggresive og uforstående trafikanter. Det er hverdag for de trafik-officials, som dirigerer trafikken, når vejene bliver spærret af til diverse cykelløb her i landsdelen.