Når ildsjæle gør forskellen: Håndboldklub var tæt på at dø – nu er nedturen forbi

Sejs-Svejbæk IF oplevede for år tilbage en faldende interesse for håndbold, og pludselig var der blot 35 medlemmer. Nu er udviklingen vendt.

Michael V. Knudsen er selv aktiv træner i Sejs-Svejbæk.
Michael V. Knudsen er selv aktiv træner i Sejs-Svejbæk.
Foto: TV 2 ØSTJYTLLAND

Frem til 2017 oplevede håndboldafdelingen i Sejs-Svejbæk IF ligesom mange andre landet over en tilbagegang og faldende interesse for sporten med den harpiksfyldte runde kugle. En indædt kamp fra især lokale ildsjæle har nu reddet klubben.

For fem år siden var der blot 35 medlemmer tilbage i den lille klub. Nu er der 250 og mange entusiastiske trænere. En af dem er landsholdslegende og BSV-spiller Michael V. Knudsen.  

- Der er rigtig mange ildsjæle, som gør en kæmpe indsats. Fra at have en håndboldklub der var ved at dø, har vi nu fået fat i de unge, siger Michael V. Knudsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Lørdag var der stort stævne i den lokale hal for de mindste spillere, og interessen for håndbold peaker formentlig nu, hvor Danmark senere søndag spiller VM-finalen.

Det er igen blevet sjovt at gå i hallen i Sejs-Svejbæk.
Det er igen blevet sjovt at gå i hallen i Sejs-Svejbæk.
Foto: TV 2 Østjylland

Godt eksempel til efterfølgelse

Under alle omstændigheder kigges der med beundring mod Sejs-Svejbæk IF.

- Klubben er et godt eksempel på, hvad der kan ske, hvis en flok ildsjæle går sammen om at sige, nu skal der ske noget, lyder det fra DGI.

Og håndboldformanden i Sejs-Svejbæk IF indrømmer da også gerne, at projektet med at vende udviklingen i den ramte afdeling ikke var lykkes uden ildsjælene.

- Vi har fået nogle fantastiske ildsjæle ind i klubben, som har været gode til at komme ud i skolen og børnehaven, siger formanden Mikkel Tholstrup Dahlqvist til TV2 ØSTJYLLAND.

Allerfedeste i karrieren

Så gør det jo heller ikke noget, at en af trænerne, er det kendte ansigt Michael V. Knudsen, som gerne giver noget tilbage til ungdommen.

- Det, jeg oplevede som barn, var noget af det allerfedeste i min karriere. Så jeg giver gerne tilbage, siger han.

Søndag kl. 17.30 vil de unge stjernefrø fra Sejs-Svejbæk garanteret være på plads foran tv'et. Her spiller Danmark og Norge nemlig VM-finalen i Boxen i Herning.