Dohlberg træner med i Silkeborg

Den danske landsholdsangriber pudser formen af hjemme hos sin tidligere klub, frem mod at landsholdet skal samles til VM.

Kasper Dolberg træner med sine tidligere holdkammerater hjemme i Silkeborg, inden han - måske - slutter sig til VM-truppen senere på måneden Foto: Kasper Wilkenschildt Skipper

Han har blot spillet 75 minutters førsteholdsfodbold for sin barndomsklub, inden han blev skudt afsted til Ajax, men Kasper Dolberg har stadig tætte forbindelser til Silkeborg IF.

- Hver gang jeg er hjemme i Silkeborg, så kommer jeg forbi, og hvis der er kamp, så ser jeg den. Det er ikke så tit, jeg er i Danmark, så når jeg er, så vil jeg gerne lige ned og kigge på.

Ked af klubbens situation

Det gør da også ondt på den målfarlige angriber at se sin tidligere klub kæmpe for livet i Superligaen.

- Det er da ikke fedt. Det synes jeg ikke, de har fortjent. Men der er det nye system, som gør, at det var muligt, selvom det gik godt i starten. Det er sådan, det er, men jeg tror stadig på, at de bliver oppe i Superligaen.

- Jeg synes, de har et for godt hold til at spille i 1. division. Hvis de kan ramme det niveau, de gjorde i starten af sæsonen, så synes jeg, de er mere end værdige til at spille i Superligaen.

Var begyndt at tvivle på VM

Den hollandske sæson sluttede i begyndelsen af maj, og Kasper Dolberg har trænet med på Jysk Park siden onsdag, hvor han er med i så mange træningspas, som det kan lade sig gøre. 

Hvor sidste sæson var en kæmpe personlig succes for Kasper Dolberg, der nettede 26 gange i alle turneringer, har denne sæson været ødelagt af skader, hvor det også blot er blevet til seks scoringer.

Derfor var håbet om VM i Rusland begyndt at hænge i en tynd tråd, men i sidste uge blev han udtaget til Åge Hareides 35-mand store bruttotrup.

- Det er da klart, at når alle de andre angribere bliver ved med at spille og bliver ved med at lave mål, så er der et eller andet, der siger en, at det kunne ske, at man ikke blev valgt til. Men det er jeg glad for, og nu har jeg lige et par dage til at vise dem, hvor langt jeg er kommet efter skaden, og så må vi se på det derefter, siger Kasper Dolberg, der ikke tør svare på, om hans navn kommer med blandt de sidste 23 spillere, der skal til Rusland.

- Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg har ikke på den måde fået noget at vide, selvfølgelig kan de ikke love noget. Så jeg ved det ikke.

Men formen er ved at være, hvor den skal være?

- Det synes jeg, den er.

Den endelige VM-trup på 23 spillere skal udtages den 4. juni, men allerede 28. maj bliver 11 spillere i bruttotruppen skåret fra.