Savner hjemstavnen: Thy- og morsingboer har eget fodboldhold i Aarhus

Selv om de nu bor i Aarhus, vil de ikke undvære sammenholdet med andre fra hjemstavnen

En flok thy- og morsingboere har samlet et fodboldhold i Aarhus. Foto: Jesper Bo Winther

I samarbejde med TV2 Nord

Ligesom i resten af landet er nordjyder i tyverne dem, der i størst omfang flytter fra land til by for at studere eller arbejde. Men det betyder langt fra, at de glemmer det sted, de er rundet af.

Læs også Håndbold skal lokke eksilvestjyderne hjem

I både København og Aarhus er der en hel underskov af fodboldhold, der er forbeholdt spillere med en bestemt geografisk baggrund. TV2 Nord har besøgt en flok unge thyboer og morsingboer i Aarhus, der har lavet deres lukket hold, for på den måde at tage den lokale identitet med sig ind til storbyen.

- Det er dejligt at se alle vennerne fra gamle dage, hver gang jeg kommer til træning, og når vi samles for at spille kamp. Det er fedt, at vi stadig holder sammen, siger Anders Techmeyer, der er en af thyboerne på holdet.

- Når man kommer herned til en storby, er der ikke det samme fællesskab som derhjemme, hvor alle kender hinanden, så det er superfedt at kunne holde fast i de gamle dyder hjemmefra, siger Jacob Nielsen, der en af initiativtagerne til holdet.

  Foto: Jesper Bo Winther

God måde at få nye venner på

Holdet, som drengene fra Thy og Mors har lavet, spiller for tiden i serie 3 for Fuglebakken KFUM. De fleste af dem er årgang 92-95, og de er kommet til Aarhus for at studere. De, der er blevet færdige med studierne, er siden blevet hængende i storbyen, fordi de nu har fået sig et job her.

- Da jeg kom til Aarhus for fire år siden, kendte jeg ikke rigtig nogen, så er det er jo fedt at kunne komme på det her hold fra dag ét. Det er trygt, og stille og roligt kan man så begynde at finde sig nogle nye relationer i storbyen, siger Frederik Immersen, der spiller på holdet.

Efter de er flyttet i storbyjunglen, er træningsaftenen med drengene hjemmefra blevet et næsten uundværdligt frirum.

- På mit arbejde bliver jeg tit drillet med min jyske accent, så er det rart at komme her og bare være sig selv, siger Michael Petersen, der også spiller på Thy-Mors-holdet.

  Foto: Jesper Bo Winther

Mødes i flere storbyer

Fodboldholdet er så langt fra det eneste sted, unge thyboer finder sammen, når de flytter til studiebyerne. I Aarhus og Aalborg har Klub Thy 500 medlemmer, der mødes til eksempelvis foredrags- eller brætspilsaftener og banko.

- Meningen med Klub Thy er holde fast i fællesskabet hjemmefra, når de unge flytter ud for at studere. Ingen af os er flove over at komme fra Thy eller fra det nogen kalder ”den rådne banan”. Vi er stolte af det område, vi kommer fra, og det vil vi gerne tage med os ind til storbyerne, siger Louise Hove Sørensen, der er koordinator i Klub Thy.

Drengene fra Thy og Mors har i øvrigt vundet samtlige ni kampe, som de indtil videre har spillet her i efterårssæsonen.