Politisk exit: Partifællerne begræder Knud Kristensens afsked

At tidligere borgmester for Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen, har meddelt sin afsked mandag aften, sender chokbølger igennem vælgerforeningen.

Knud Kristensen på kommunalvalgsaftenen. Foto: Steffen Ryom, TV2 Nord

I samarbejde med TV2 Nord

Det blev en tårevædet affære, da Konservative i Vesthimmerlands Kommune mandag aften holdt generalforsamling. For her smed partiets spids og tidligere borgmester Knud Kristensen en sand bombe, da han meddelte, at han trækker sig fra politik med øjeblikkelig virkning. 

Læs også Knud Kristensen færdig med politik

En melding, der ikke bare fik Knud Kristensens egen stemme til at ryste, men også sendte chokbølger gennem mødedeltagerne.

- Jeg er rigtig ked af det, for prøv at tænke på alle de mennesker, der har stemt på Knud Kristensen. De gode konservative borgere.. Det har jo været højborg for Konservative. Men jeg kan også godt forstå ham - han har et helbred, han skal tage vare på, og han har en familie, så jeg har respekt for, at han stopper. Men jeg er utroligt ked af det, lød det fra partifællen Marius Stubberup.

- Han har været et holdepunkt

Afskeden kommer efter en valgkamp, hvor Knud Kristensen mener at have været udsat for en hetz af de andre borgerlige partier i kommunen. En hetz, der resulterede i, at han og partiet på trods af 3400 personlige stemmer kunne holdes helt uden for indflydelse i Vesthimmerlands Kommune under en ny borgmester. Det rokker dog ikke ved det billede, hans parti står tilbage med.

- Knud har virkelig lavet et kæmpe stykke arbejde for Vesthimmerlands Kommune. Han har været en rigtig dygtig borgmester og en dygtig læremester, og han har virkelig været holdepunktet for Vesthimmerlands Kommune, for borgere og for os politikere. Så han har virkelig gjort det godt, og jeg er ked af, at hans farvel kommer på den her måde, sagde Pia Buus Pinstrup, kommunalbestyrelsesmedlem for Konservative.

Kun én Knud Kristensen

Derfor var der - trods tårer blandt de fremmødte til generalforsamlingen - også fuld opbakning til den beslutning, Knud Kristensen har taget.

Læs også Farvel til en bykonge: Få overblik over Knud Kristensens 32 år i politik

- Det, der er vigtigt nu, er, at Knud kommer hjem og tænker på sig selv og tænker på sin familie. Han har betydet alt for de Konservative i Vesthimmerlands Kommune. Der er kun én Knud Kristensen, og der kommer kun én Knud Kristensen. Så det er en rigtig stor arv, vi skal forsøge at løfte, men vi vil gøre et forsøg, sagde Henrik Dalgaard, der ved kommunalvalget i november blev valgt til byrådet for tredje gang.

Knud Kristensen vil efter eget udsagn fremover koncentrere sig om sin murer- og entreprenørforretning.