Mors-Thy Håndbold sled sig til sejr med stærk slutspurt

Foto: Arkiv

Mors-Thy Håndbold sled sig til sejr med stærk slutspurt

I samarbejde med TV2 Nord

Et hæsblæsende sidste kvarter gjorde udslaget for Mors-Thy Håndbold, der lørdag eftermiddag slog Århus Håndbold på udebane.

Lørdag eftermiddag leverede herrerne fra Mors-Thy Håndbold et comeback af karakter i Århus. Sådan et, fans i det nordvestjyske kan snakke længe om. For fra at være bagud med op til fem mål mod Århus Håndbold gjorde gæsterne det næsten umulige: De kastede alt over bord i de sidste 15 minutter og vendte det snigende nederlag til en sejr.

Kampen begyndte meget lige mellem de to mandskaber. De fulgtes pænt ad op til stillingen 7-7, før Århus Håndbold begyndte at løbe fra Mors-Thy. Forspringet lød på 14-10 ved pausen, og hjemmeholdet holdt stædigt fast i den føring det første kvarter. 

Langsomt, men sikkert begyndte Mors-Thy Håndbold med topscorer Marcus Dahlin i spidsen at hente ind på modstanderen. Ved stillingen 21-17 tog de blå herrer skeen i den anden hånd og satsede det hele.

Og det var et sats, der gav pote. Fire scoringer på stribe gav ekstra gejst hos spillerne og de medrejsende fans fra Bette Balkan. Selv om Århus Håndbold bed igen og bragte sig foran med to mål, vandt stædigheden hos Mors-Thy Håndbold. Med en stærk slutspurt og endnu en perlerække af scoringer trak nordvestjyderne det længste strå og en sejr på 28-27.