Mors-Thy forlænger med ungt talent

Samarbejdet mellem de to parter Mors-Thy og talenten Mads K.Andersen er gået fortrinligt, at det nu har valgt at forlænge til 30. juni 2020.

Mors-Thy Håndbold
Foto: Arkiv

Det er ikke mere end et halvt år siden den unge håndboldspiller Mads Kjeldgaard Andersen kunne bryste sig af en 1-årig kontraktforlængelse med håndboldholdet Mors-Thy. Nu bærer han igen et stort smil, for samarbejdet har været så vellykket, at kontrakten er blevet forlænget yderligere. Denne gang helt frem til 30. juni 2020. 

- Mads har gennemgået en fantastisk udvikling i denne sæson, hvor han har etableret sig som en habil forsvarsspiller, som kan dække alle positioner i midterblokken. Der ud over har vi set mange fine prøver på Mads’ evner i den offensive del af spillet, og vi ser masser af muligheder for yderligere udvikling og forventer os meget af Mads de kommende tre år. Mads er et produkt af talentarbejdet i HF Mors, og det er helt naturligt for os at kigge på egne talenter inden vi skæver til spillere fra andre klubber, lyder det fra sportschef Henrik Hedegård fra Mors-Thy. 

Håndboldspilleren er selvsagt også meget glad for det forlængere samarbejde. 

- Det er dejligt at have styr på fremtiden, og det er bare helt perfekt, at jeg kan kombinere håndbolden i Mors-Thy Håndbold med en elevplads hos Thisted Forsikring. Jeg er vildt glad for at være i Mors-Thy Håndbold, så jeg var ikke i tvivl, da muligheden for en yderligere forlængelse bød sig. Jeg glæder mig til de kommende år i den blå trøje og synes at vores hold ser spændende ud - men lige nu og her er det slutspillet som gælder, og det ser jeg og de andre drenge frem til, siger Mads Kjeldgaard Andersen.