Tarmkræftsag: Minister bekymret for kvalitetsforskel i behandling

De næste par dage får 2.600 nordjyder besked om, at de skal genscreenes for tarmkræft. En sag, der vækker bekymring hos minister Ellen Trane Nørby.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby er bekymret for, at der er forskel på kvaliteten af behandlingerne på de forskellige sygehuse. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV2 Nord

Kan mindre sygehuse som Thisted og Frederikshavn garantere tilstrækkelig kvalitet i undersøgelser for sygdomme som kræft?

Læs også Region genindkalder 2600 til undersøgelse for tarmkræft

Det vil sundhedsminister Ellen Trane Nørby nu se nærmere på, ovenpå sagen fra Region Nordjylland, hvor 2600 nordjyder får besked om, at de skal genscreenes.

- Det er jo derfor, vi har behov for at styrke det nationale ansvar, så der ikke er patienter, der får en dårligere behandling qua det postnummer, de bor i, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

- Og det er jo desværre det, man kan være bekymret for nogen steder i dag. At der er for stor kvalitetsforskel i behandlingen. Og det er noget af det, der skal tages hånd om fremadrettet, uddyber hun. 

Læs også Lokalformand for Kræftens Bekæmpelse roser regionen efter genindkaldelser

Rettidig omhu

Hos Region Nordjylland mener lægefaglig direktør Thomas Larsen, at der i første omgang er tale om rettidig omhu, når de 2600 nordjyder blev tjekket en ekstra gang.

- Det er bestemt ikke mit indtryk, at det er et strukturelt problem. Jeg tror alle regioner lige nu kigger på, hvad der sker oppe i Region Nordjylland og det synes jeg er klogt. Der er ikke noget, der indikere lige nu, at der er noget, der skal rettes til. Men alt i alt er der mange, der er interesserede i at se, hvordan det lander, så vi kan sikre kvaliteten fremadrettet, siger Thomas Larsen.

De 2600 borgere skal indsende en afføringsprøve, som de får svar på inden for 10 dage. Desuden er der oprettet en hotline, som de kan henvende sig til, hvis de har spørgsmål.

02:20

At en række tilfælde af tarmkræft måske er blevet overset på sygehuset i Thised, har skabt utryghed

Luk video