Forurenet grund i Aalestrup udgør risiko for grundvandet

En grund i Aalestrup, der tidligere husede et autoværksted med benzinsalg, er så forurenet, at den udgør en risiko for grundvandet. Region Nordjylland er nu i gang med at rense grunden.

Region Nordjylland har startet et omfattende oprydningsarbejde, da forureningen kan være en risiko for grundvandet.
Region Nordjylland har startet et omfattende oprydningsarbejde, da forureningen kan være en risiko for grundvandet.
Foto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix

På Borgergade 21 i Aalestrup er grunden så forurenet, at den udgør en risiko for grundvandet, der indvindes ved Aalestrup Vandværk.

Tidligere lå der et autoværksted med benzinsalg på grunden, og ved en forureningsundersøgelse kunne Region Nordjylland konstatere en meget kraftig benzinforurening omkring det tidligere benzinsalgssted. Resultaterne af forureningsundersøgelsen viste, at både jord og grundvand var forurenet med benzin, og at der er fritliggende benzin ovenpå dele af grundvandet.

Det har nu fået Region Nordjylland til igangsætte et omfattende oprydningsarbejde, der skal sørge for at de 1.800 tons benzinforurenet jord bliver fjernet, så grundvandet igen bliver sikret.

- Vi vil gøre, hvad vi kan for at gøre processen med opgravning af den forurenede jord så tryg for borgerne som muligt, og så glæder jeg mig over, at vi med indsatsen her kan være med til at sikre rent vand til borgerne i Aalestrup, siger Mads Møller Thomsen (V), formand for Region Nordjyllands Klima- og miljøudvalg.

Rensningen af den forurenede jord starter i begyndelsen af november og fortsætter frem til jul.