Brandfolk kæmper stadig med voldsom gårdbrand

35 brandfolk har natten igennem kæmpet mod røg og store flammer, efter der opstod brand i en trelænget gård ved Aalestrup.

070116 Nordjyllands Beredskab indsatsleder brand 112
Foto: Arkivfoto af Daniel Mikkelsen

Klokken lidt i et natten til lørdag gik alarmen hos Nordjyllands Beredskab, der blev kaldt ud til en gårdbrand i nærheden af den vesthimmerlandske by Glerup vest for Aalestrup.

På den trelængede gård var to af længerne overtændte, og der blev hurtigt tilkaldt ekstra slukningsmandskab til at tage hånd om den voldsomme brand.

Der var hverken mennesker eller dyr på den brændende gård, men til gengæld var der i den ene længe store mængder kunstgødning og sprøjtemidler, som brandfolkene hurtigt tog sig af at få brandsikret, ligesom de også fik sikret det nærliggende stuehus og den tørre natur omkring gården, så ilden ikke kunne sprede sig.

- Vi er ved at lægge sidste hånd på slukningsarbejdet, og det kommer til at stå på nogle timer endnu De to længer er totalskadet, men den tredje er reddet, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Klavs Bojsen.

Beredskabet har en formodning om, hvor branden er opstået, men der er endnu ingen forklaring på, hvordan branden er opstået. Det vil være op til politiets brandteknikere at bestemme brandårsagen, og det vil ske i løbet af den kommende uge.