Borgmester: Vi er ikke på Lars Tyndskids mark

Lange responstider for ambulancer får nu borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune til at kræve en ekstra akutbil.

Lange responstider for ambulancer får nu borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune til at kræve en ekstra akutbil. Men den skal de ikke være så sikre på at få, lyder det fra Regionen Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord

Hvis man ringer 112 i Terndrup i Rebild Kommune går der i gennemsnit fem minutter, inden ambulancen er fremme. Ringer man 112 i Gedsted i Vesthimmerlands Kommune går der tæt på 16 minutter, inden en ambulance er fremme.

Borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune forstår ikke, at de små byer i kommunen skal have en meget ringere en dækning end resten af regionen.

- Når jeg tænker på for eksempel Gedsted eller Hvalpsund så er vi altså ikke ude på Lars Tyndskidsmark – det er altså en del af Vesthimmerlands Kommune, og her skal der også være ordentlig dækning, siger borgmester den konservative Knud Kristensen.

Det er Region Nordjylland, som er overordnet ansvarlig for ambulancedriften, og regionen erkender, at der er store forskelle i responstiderne.

Nu vil Region Nordjylland undersøge  om hjælpen til borgerne kan optimeres.

- Vi tager gerne en dialog med Falck i forhold til de udfordringer, der er – blandt andet i Vesthimmerland. Og så vil vi selv analysere på, om vi kan flytte nogle af vores øvrige biler. Det vil vi gøre for at se,  om det giver nogen mening og hjælper nogen, siger socialdemokraten Ulla Astman, der er formand for regionsrådet.

Ifølge Falck, som løser ambulanceopgaven for Region Nordjylland, kan det sagtens lade sig gøre at indsætte flere akutbiler, paramedicere og ambulancer, det kræver bare, at der følger flere penge med. Og står det til Knud Kristensen så skal de penge findes i budget 2018.

- Vi skal have en akutbil mere, sådan at vi har de områder dækket i Vesthimmerlands Kommune, siger Knud Kristensen.

Men regionrådsformanden vil ikke love, at der kommer en ekstra akutbil.

- Det kan jeg desværre ikke stå og love. Men vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan optimere ambulanceberedskabet og sikre en god dækning i hele regionen, siger Ulla Astman.

Ifølge Vesthimmerlands borgmester, Knud Kristensen, er der tale om en mindre investering, regionen skal ud i for at sikre dækningen i hans kommune.

- Og så tror jeg på, at når man går det hele igennem igen, så kan man optimere, så der findes en løsning. For løsningen skal findes, fastslår Knud Kristensen, konservativ borgmester i Vesthimmerland Kommune.

 

 

02:19 Luk video