Bent Hansens afløser er fundet

I kampen om formandskabet i Danske Regioner peger Radikale nu på Venstres Stephanie Lose som ny formand for Danske Regioner. Ulla Astman kan dermed ikke skaffe et flertal bag sig.

Stephanie Lose er ny formand for Danske Regioner.
Stephanie Lose er ny formand for Danske Regioner.
Foto: Scanpix / Claus Fisker

Det er kun to dage siden Ulla Astman (S) sikrede sig fuld opbakning internt i sit parti til at blive formand for Danske Regioner.

Men nu ser løbet ud nu til at være kørt for den nordjyske regionrådsformand, der har konkurrence til posten fra Venstres Stephanie Lose i Syddanmark.

De Radikale har netop meldt ud, at partiet med dets afgørende mandat peger på Stephanie Lose (V) som ny formand for Danske Regioner.

Stephanie Lose bliver dermed ny formand, når den nuværende socialdemokratiske formand fra Region Midtjylland, Bent Hansen, trækker sig efter 10 år på posten.

Den radikale forhandlingsleder, Karin Friis Bach, siger i en pressemeddelelse:

- Vi har i dag valgt at pege på Stephanie Lose som formand for Danske Regioner. Lose har lagt op til en åben og inddragende ledelsesstil, hvilket giver et godt afsæt for et bredt, tillidsfuldt samarbejde. Det ser vi frem til.

Radikale får som en del af konstitueringsaftalen formandsposten for Sundhedsudvalget i Danske Regioner.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi er glade for at få formandsposten i sundhedsudvalget. Det giver os en perfekt platform for at øve indflydelse på den politiske linje i Danske Regioner, lyder det fra Karin Friis Bach.

Efter sidste uges regionsvalg står rød blok med otte mandater i Danske Regioners 17 mand store bestyrelse, imens blå blok har det samme. De Radikales ene mandat er dermed afgørende for den magtfulde formandspost i Danske Regioner.

Ulla Astman skriver i en sms til TV2 Nord, at hun ingen kommenatrer har pt.

Stephanie Lose er i dag næstformand i Danske Regioner.