Anfører: Skuffelsen er stor i Thisted FC

Thisted FC har ikke formået at ride videre på bølgen af succes i efteråret i 1. division.

Anfører Allan Høvenhoff er meget skuffet over, at Thisted FC i weekenden tabte til Esbjerg.
Anfører Allan Høvenhoff er meget skuffet over, at Thisted FC i weekenden tabte til Esbjerg.
Foto: arkivfoto

I foråret er det ikke blevet til mere end et par små skvulp, og i otte forsøg er det endnu ikke lykkes Thisted FC at trække sig sejrrigt ud af et opgør. I weekenden tabte holdet 2-0 til Esbjerg:

- Jeg er sindssygt skuffet over resultatet. Det er lidt den samme historie. Vi præsterer godt i første halveg og synes egentlig, vi har Esbjerg, hvor vi vil have dem. Vi går til pause med tro på tingene og håber på en åben anden halveg, hvor vi kunne fortsætte med at holde Esbjerg fra chancer og måske lægge lidt mere på vores offensive spil, fortæller anfører Allan Høvenhoff til klubbens hjemmeside.

- Desværre laver vi enkeltefejl og bliver straffet benhårdt for tiden. Sådan er fodbold, og det er kun op til os selv at ændre det. Vi får intet serveret i denne række, når kampene er så tætte, siger han. 

Thisted FC spiller i næste runde mod Viborg. Kampen spilles på fredag på Sparekassen Thy Arena kl. 18.