203 km/t på landevej: 18-årig mister sit kørekort efter tre måneder

En 18-årig mand fra Thy fik torsdag aften frataget sit kørekort. Han nåede at have glæden af det i tre måneder.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 18-årig mand fra Snedsted i Thy havde speederen helt i bund, da han torsdag aften kørte langs Byholmvejlevej vest for Fjerritslev.

Den høje fart fortryder han formentlig nu. Nordjyllands Politi havde nemlig slået sig ned på Byholmvejlevej og medbragt en fartmåler, da de ofte oplever, at bilisterne her kører alt for stærk.

Den 18-årige mand fra Snedsted var ingen undtagelse.

- Klokken 20:43 kommer en ung mand susende forbi patruljen med 203 kilometer i timen, og man måtte altså kun køre 80, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Larsen.

Den 18-årige unge mand havde haft sit kørekort i under tre måneder, men har nu måttet vinke farvel til det.

- Han mister kortet ubetinget, da hastighedsoverskridelsen er på mere end 100 procent, siger vagtchefen.

Den unge mand kan også se frem til en fartbøde på omkring 10.000 kroner.