Vindstød af stormstyrke rammer den jyske vestkyst

Et lavtryk passerer tæt forbi Danmark i aften og i nat, og det er på sydsiden af det, at det bliver mest blæsende.

Hård vind til hård kuling rammer den jyske vestkyst til aften og natten til fredag. Der kan forekomme vindstød af stormstyrke.
Hård vind til hård kuling rammer den jyske vestkyst til aften og natten til fredag. Der kan forekomme vindstød af stormstyrke.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Efter en regnvåd morgen og formiddag får vi efterhånden en periode med tørvejr hen over eftermiddagen - men samtidig blæser det op.

Til aften er der risiko for vindstød af stormstyrke langs den jyske vestkyst, og vindstødene kan ramme i to omgange. Første bølge af vindstød kommer først på aftenen, og siden får vi en reprise omkring midnat og først på natten.

Strækningen fra Hanstholm til Blåvandshuk samt den vestlige del af Limfjorden er mest udsat.

Kraftige vindstød rammer den jyske vestkyst i to omgange mellem klokken 18 og 04 natten til fredag. 
Kraftige vindstød rammer den jyske vestkyst i to omgange mellem klokken 18 og 04 natten til fredag. 
Foto: TV 2 Vejret

Særligt område i lavtryk giver de kraftige vinde

Det er et lavtryk, som er ansvarlig for både regnen og blæsten i dag. Lavtrykket lå til morgen i den vestlige Nordsø ud for Storbritannien, og hen over dagen bevæger det sig mod Sydnorge, og det skal siden bevæge sig gennem Skagerrak.

Fronter er hvirvlet omkring lavtrykket, og det er her regnen falder fra. På syd- og sydvestsiden af lavtrykket er det blæsende, så det er når lavtrykket nærmer sig Danmark, at det blæser op.

En truglinje (bygelinje), markeret med stiplet linje, giver kraftige vindstød først på aftenen langs den jyske vestkyst fra Hanstholm til Blåvandshuk. Næste omgang kraftige vindstød kommer, når okklusionen, markeret med lilla, rammer ind mod Vestkysten.

De kraftige vindstød, som kan være af stormstyrke, rammer i første omgang i forbindelse med en linje af byger, som er markeret med den stiplede linje på kortet her.

Næste bølge af vindstød kommer i forbindelse med okklusionen, som er hvirvlet omkring lavtryk. Den er markeret med lilla på kortet.

Det er typisk her, at man ser de kraftigste vindstød i lavtryk, som passerer Danmark. I de kommende dage bliver det fortsat blæsende med risiko for kraftige vindstød.

0:33
Nytårsdag var der også godt gang i blæsevejret. Her gik det blandt andet udover stranden i Søndervig.