Vi kan få den koldeste novembernat i otte år

Der er en iskold nat i vente, hvor temperaturen kan ende helt nede omkring ti graders frost.

Det bliver isnende koldt tirsdag morgen.
Det bliver isnende koldt tirsdag morgen.
Foto: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix

Hvis du syntes, at cykelturen til arbejde mandag morgen var ubehageligt kold, så kan du godt begynde at frygte tirsdag morgen, hvor kulden bliver endnu mere bidende.

Kold luft befinder sig over Danmark, og så snart solen mandag eftermiddag går ned, vil temperaturen hurtigt styrtdykke. Allerede i aftentimerne vil temperaturen mange steder være faldet til under fem graders frost, og i løbet af natten falder temperaturen yderligere. 

Prognosemodellerne viser, at temperaturen sidst på natten og tidligt tirsdag morgen kan nå ned på mellem ni og ti graders frost, hvor det bliver koldest.

Kan blive koldeste novembernat i otte år

Det betyder, at natten til tirsdag kan blive den koldeste novembernat siden 2010. Dengang nåede temperaturen ned på minus 11,8 grader natten til 1. december i Karup.

De lave temperaturer skyldes kombinationen af kold luft, fravær af skyer og rolige vindforhold. Denne 'cocktail' er den perfekte opskrift på kolde nætter. Havde der derudover været sne på jorden, kunne det være blevet endnu koldere.

De forventede temperaturer landet over tirsdag morgen.
De forventede temperaturer landet over tirsdag morgen.
Foto: TV 2 Vejret

Lokal tæt rimtåge

I takt med at temperaturen falder, kan der især på Sjælland dannes rimtåge flere steder. I nattens løb kan rimtågen blive ganske tæt, og udover at reducere sigtbarheden markant kan der også opstå meget glatte veje. 

Sidst vi oplevede lavere temperaturer end ti graders frost, var natten til den 19. marts, hvor temperaturen i Karup faldt til -10,9 grader. Normalt er den laveste temperatur i november minus 9,2 grader, og den laveste temperatur, der overhovedet er målt i årets 11. måned, er hele minus 21,3 grader. Det blev målt ved Tarm 30. november 1973.