Vestjysk forening vinder stort beløb i konkurrence

I Vores Træner-konkurrencen er Team Tangen blevet udtrukket som vinderne af en gavecheck på 10.000 kroner til foreningen.

Ronni Mogensen er træner for Team Tangens U14-piger.
Ronni Mogensen er træner for Team Tangens U14-piger.
Foto: TV 2 Sport

- Sikke en fabelagtig nyhed. Det er helt fantastisk. Det bliver de allesammen glade for at høre.

Sådan lød den umiddelbare reaktion, da Team Tangens U14-pigetræner, Ronni Mogensen, får overbragt nyheden om, at hans klub har vundet lodtrækningen blandt alle de indstillede til Vores Træner-konkurrencen. En konkurrence, der hylder de frivillige håndboldtrænere og ledere rundt omkring i landet.

Ronni Mogensen er en af de ungdomstrænere, der gør en kæmpe indsats for sit hold. Noget U14-pigerne i den vestjyske klub Team Tangen - som er et klubfællesskab mellem Haboøre IF og Thyborøn Fritid, sætter stor pris på. Så meget, at de indstillede ham til Vores Træner 2018.

Den indstilling får U14-pigerne og hele Team Tangen nu også glæde af, da netop Team Tangen blev udtrukket blandt de 27 foreninger, som havde ungdomstrænere indstillet til Vores Træner, som vinderen af en gavecheck på 10.000 kroner til foreningen. Ronni Mogensen var faktisk også en af de 10 trænere, som blev udvalgt af en fagjury, til at være en del af finalefeltet i konkurrencen.

Den karismatiske vestjyde endte dog lige udenfor top 3 blandt de trænere, som fik flest stemmer. Her udpegede fagjuryen Nicolai Hoxer fra HØJ Håndbold i Ølstykke som den af de tre trænere, som flest havde stemt på, som vinderen af Vores Træner 2018.