Varmebølgen fortsætter: Flere sommerdage på vej

Onsdag kan blive den første i en ny, lang række af sommerdage i slutningen af maj.

En landmand vander sin rapsmark ved Karup i den tidlige sommervarme. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Selvom vejret har været fint og lunt og bestemt ikke til at klage over, hvis man kan lide tørvejr, sol og varme i maj, har vi nu ikke været over 25 grader i én uge.

Læs også Tørke sender de her folk på overarbejde

Tirsdag nåede temperaturen op på 24,5 grader i Hvide Sande, som var landets varmeste by.

Seneste sommerdag kom for en uge siden

Den seneste sommerdag, som er en dag, hvor temperaturerne et eller flere steder i landet når over 25 grader, fik vi den 16. maj.

Her kom man i København helt op på 28,0 grader, hvilket gav københavnerne den varmeste dag i maj i 105 år.

SOMMERDAGE I 2018

19. april: 26,7 grader (Karup)
20. april: 26,1 grader (Hald og Ødum)
7. maj: 25,3 grader (Isenvad)
9. maj: 25,5 grader (Mejrup)
10. maj: 25,6 grader  (Abed)
13. maj: 25,2 grader (København)
14. maj: 27,5 grader (København)
15. maj: 26,6 grader (Tylstrup)
16. maj: 28,0 grader (København)

I alt: 9

En sommerdag er en dag, hvor temperaturen et eller flere steder i landet kommer over 25 grader.

Men onsdag er der mulighed for, at vi enkelte steder i landet igen kommer over 25 grader i strålende solskin.

Perlerække af sommerdage afslutter maj

Dagen vil dermed blive den første i en lang række af sommerdage, der ser ud til at afslutte maj, som med al sandsynlighed bliver den varmeste af sin slags nogensinde målt.

Forventede temperaturer den 23. maj 2018 klokken 15.30. Lokalt kan man også nå op på 25 grader. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Indtil nu har 2018 allerede budt på ni sommerdage. I hele 2017 fik vi blot 11 sommerdage.

Det er et stort højtryk over Skandinavien, som onsdag og de kommende mange dage vil give solrigt og meget varmt vejr.

I weekenden kan temperaturen nå op omkring 27 grader, hvor det bliver varmest.