TTH-sejr i Skanderborg sikrer slutspilsplads

TTH Holstrebro sikrede sig lørdag eftermiddag en tidlig billet til slutspillet i herrernes bedste håndboldrække med en sejr over Skanderborg

Foto: Arkiv

Nummer tredjesidst mod nummer to med seks spillerunder igen.

Umiddelbart virkede lørdagens opgør i 888Ligaen mellem Skanderborg og TTH Holstebro ikke som nogen speciel kamp - og så alligevel.

For hvis man studerede ligatabellen lidt nærmere før dagens kamp, kunne man nemlig se, at en sejr ville sikre TTH Holstebro en plads i slutspillet.

Og da kampen var slut, var dén mission fuldført for Patrick Westerholms hvidklædte tropper, der vandt med 24-19.

Hjemmeholdet lagde dog bedst fra land i kampens målfattige åbningsminutter, og først efter ni minutter kom TTH på tavlen med Jonas Porups scoring - til 2-1.

Kristoffer Laursen i Skanderborg-målet havde fuldstændigt styr på TTHs skytter i kampens indledning, og efter et kvarters spil havde han taget sig af 8 ud af 10 afslutninger fra topholdet.

Skanderborg havde dog lige så svært ved selv at komme på tavlen, og midtvejs i halvlegen fik TTH udlignet til 3-3.

Udeholdet fik dog skudt hul på Laursen, og fem TTH-scoringer i træk kombineret med et par lange Skanderborg-scoringspauser - den ene på over ti minutter - blev afgørende for kampen, da TTH kunne gå til pause med en føring på 12-6.

Ligatopscorer Kasper Irming havde en dårlig dag på 'kontoret' for Skanderborg, og kom først på tavlen med sit fjerde forsøg efter 37 minutters spil.

Det to hold spillede næsten fuldstændigt lige op efter pausen, og derfor blev det heller aldrig rigtigt spændende i 2. halvleg, hvor TTH Holstebro blot skulle forsvare føringen hjem.

Dermed er TTH Holstebro altså sikker på en plads i slutspillet, mens Skanderborg kan se frem til nogle gyserkampe i bunden af ligaen i de sidste fem runder, hvor man blandt andet møder både Tønder og Randers i kampen for at undgå direkte nedryning til 1. division.