Tårevædet ligaprofil kæmper for karrieren: Dagligdagen har været elendig

Efter mentale udfordringer, psykologhjælp og en operation i ryggen tror BSH-spilleren Stefan Hundstrup på et comeback til håndbold i det nye år.

Foto: Nicholas Sterling / TV 2 SPORT

I samarbejde med tv2.dk

I december sidste år var Stefan Hundstrup med til at sikre Bjerringbro-Silkeborg en plads i pokalturneringens Final 4. Hvad han ikke vidste, var, at det skulle være hans sidste håndboldkamp i meget lang tid.

Se Hundstrups kamp på TV2 Play

I slutningen af september - ni måneder senere - fik fløjspilleren fjernet den diskusprolaps i ryggen, der har voldt ham problemer lige siden. Operationen var Hundstrups sidste chance for at blive sine problemer kvit, og nu vil den kommende genoptræning vise, om han nogensinde kommer på banen igen.

- De sidste par måneder har dagligdagen været elendig for at sige det lige ud. Jeg har forsøgt at træne, men har fået ondt og måtte hele tiden holde små pauser. Hvis jeg kommer tilbage om tre måneder, og jeg stadigvæk har ondt, jamen så var det det, fortæller han.

Jeg tror ikke, at folk har kunnet se, at jeg har været så deprimeret, som jeg måske var. Det tror jeg, jeg har skjult meget godt

Stefan Hundstrup

- Det er jo sådan en ild, der brænder indvendig. Hvis det lykkedes, vil jeg bare blive så lykkelig. Jeg kan også mærke, at det rør mig at snakke om. Jeg siger til mig selv hver dag nu, at det skal lykkes.

Men det har Stefan Hundstrup bestemt ikke kunne fortælle sig selv hele vejen igennem skadesforløbet, hvor den mentale kamp viste sig at blive endnu mere krævende, end den han konstant havde med sin krop.

Stefan Hundstrup er ved at blive gjort klar til sin operation, hvor han skal have fjernet sin diskusprolaps. Operationen skal tage tyve minutter. Foto: Nicholas Sterling / TV 2 SPORT

Kunne ikke styre tankerne

Selvom de fysiske problemer opstod i december sidste år, fik den 33-årige ligaprofil først konstateret en diskusprolaps i lænden i marts. I de mellemliggende måneder førte tvivlen om, hvad der egentlig var galt, Hundstrup ind i en ond spiral.

- Jeg var meget deprimeret i starten af det her år. Det var ikke specielt sjovt, men der er jeg meget taknemmelig for det, klubben har tilbudt mig. Jeg gik til psykolog, og det gjorde jeg i et halvt års tid.

- Jeg tror ikke, at folk har kunnet se, at jeg har været så deprimeret, som jeg måske var. Det tror jeg, jeg har skjult meget godt, når jeg var der (i hallen, red.). Det kan da godt være, at nogen har kunnet se det, men der var ligesom bare lukket ned. Jeg kunne ikke styre de tanker, der var.

Tankerne havde rod i følelsen af ansvar overfor holdet, men fik sidenhen også konsekvenser for Stefan Hundstrups privatliv.

Det kan lyde mærkeligt, men jeg var meget lykkelig for at få konstateret den her prolaps

Stefan Hundstrup

- Det var alt her med, at jeg svigter holdet, og at jeg ikke kan bidrage med noget. Som om, det ikke var i orden, at jeg sad her med den her skade. Til kamp sad man der i et tankemylder, der bare var negativt. Jeg havde svært ved at tage til kamp og sidde og se de andre spille. Jeg havde ingen glæde i det. Det også gik ud over privatlivet. Det var lige som om, det hele bare slørede for mig, og det hele kørte bare i det der negativitet, og det havde jeg svært ved at komme ud af selv.

Stefan Hundstrup når at sidde ude med en skade i over et år, før et comeback til håndbold kan komme på tale. Foto: Nicholas Sterling / TV 2 SPORT

- Jeg kunne ikke rigtig overskue planlægningen i det private. Trak mig tilbage fra familie og venner. Jeg havde brug for at være mig selv. Havde jeg siddet her i Silkeborg alene, og havde familie på Sydfyn, hvor jeg kommer fra, så tror jeg, at jeg havde knækket. Det har holdt mig i gang at stå op og have noget at kunne stå op til.

Diskusprolapsen blev en befrielse

Håbet var i lang tid, at Hundstrup kunne træne sig ud af sine fysiske problemer, og derfor blev en operationen først aktuel et halvt år efter, han fik konstateret en diskusprolaps.

Og selvom prolapsen altså viste sig at være for stor til at bearbejde på almindelig vis, var det alligevel en lettelse rent mentalt, da diagnosen blev stillet i marts.

- Det kan lyde mærkeligt, men jeg var meget lykkelig for at få konstateret den her prolaps. Når man har været gennem sådan et forløb med op- og nedture hele tiden, var det bare en befrielse at få det her konstateret – at der var noget galt. Der var ikke noget galt med mig som sådan. Det var meget befriende.

Normalt skal det tage 3-5 måneder at blive klar til at spille håndbold, når man har fået samme operation som Hundstrup, og selvom fremtiden fortsat er uvis, er troen på et comeback stærkere end tidligere på året.

Fem dage efter indgrebet viser Stefan Hundstrup arret i lænden, hvor lægerne fjernede hans diskusprolaps. Foto: Nicholas Sterling / TV 2 SPORT

- Det kan da sagtens være, at det bare ikke kan lykkedes med den her ekstremsport, som vi jo lidt dyrker, men at man godt kan have en fin hverdag. Så må det være sådan. Det er bare ikke noget, der fylder for mig lige nu, for det skal lykkes for mig.

Stefan Hundstrup har scoret 24 mål i 15 landskampe for Danmark. Før skiftet til Bjerringbro-Silkeborg i 2014 spillede han i AG København og sidenhen KIF Kolding.