Søren Gade vil hæve prisen på cigaretter

Står det til Søren Gade, skal det være dyrere at købe cigaretter i Danmark. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Søren Gade vil hæve prisen på cigaretter

I samarbejde med tv2.dk

Venstres gruppeformand mener, rygning er skyld i for mange tragedier i Danmark.

64 procent af danskerne ønsker dyrere cigaretter. Det kunne Jyllands-Posten oplyse i en artikel i sidste måned. 

Og spørger man Søren Gade, gruppeformand i Venstre, er det da også på høje tid, at cigaretterne i Danmark bliver dyrere. 

- Cigaretter i Danmark behøver ikke at være billigere end i Norge og i Sverige. Vi bør hæve prisen på en pakke cigaretter til et niveau, hvor det ikke øger grænsehandlen, siger Søren Gade. 

Priserne skal op

I Storbritannien koster en pakke cigaretter cirka 80 kroner, i Norge 90 kroner, og i Frankrig har politikerne besluttet at hæve prisen gradvist, så en pakke i 2020 vil løbe op i 75 kroner.

I Danmark koster en pakke cigaretter mellem 36 og 48 kroner.

- Det er relativt billigt at ryge i Danmark, og jeg foreslår, at vi hæver priserne. Det er dog klart, at prisen ikke må blive for høj, for det vil betyde sortbørshandel, og at cigaretter vil blive smuglet ind ved grænsen til Tyskland, siger Søren Gade.

I en blog på TV 2 i dag fremfører Venstres gruppeformand flere forslag til, hvordan vi kan få færre til at ryge herhjemme. 

- Det skal gøres mindre attraktivt for de unge at ryge. Jeg foreslår, at vi gør cigaretpakkerne neutrale ved at fjerne alle farver, logoer og reklamer.

- Samtidig er tilgængeligheden til cigaretterne alt for nem. Hvis man går ind i en kiosk herhjemme, så lyser alle reklamerne for cigaretterne jo en direkte i hovedet. Vi skal hive cigaretterne ned fra hylderne og gemme dem væk, siger Venstres gruppeformand. 

Røgfri generation i 2030

Søren Gade pointerer, at der med hans nye forslag "ikke er tale om en personlig vendetta mod cigaretter".

- Det handler om, at når fagkundskaben nu siger, at cigaretter er den hyppigste årsag til kræft, så bliver vi altså nødt til at gøre noget. 

- Rygning er skyld i for mange tragedier i Danmark, og hvis vi skal opnå vores mål om en røgfri generation i 2030, så kræver det handling. Det koster jo ikke samfundet noget, hvis vi gør det her. Vi kan prøve det i fem år, og hvis det ikke virker, så har jeg taget fejl, siger den tidligere forsvarsminister. 

Han siger videre, at hans forslag primært er rettet mod unge mellem 13 og 18 år. 

- Det bedste argument er, at blandt alle jeg kender, der ryger, så er der ingen, som gerne ser, at deres egne børn ryger. Det er der jo ingen, der ønsker. Vi skal prøve at få vores børn til ikke at gå hen og købe den første cigaret. Det er den, der er den farligste, siger Søren Gade.