Skjerns anfører akutindlagt - ude på ubestemt tid

Skjern må undvære stregspilleren Bjarte Myrhol, der onsdag blev akutindlagt og opereret.

Bjarte Myrhol er blevet opereret på grund af et hul i tarmen.
Bjarte Myrhol er blevet opereret på grund af et hul i tarmen.
Foto: Henrik Bagger / Ritzau Scanpix

Bjarte Myrhol er blandt såvel håndboldligaens som Skjerns største profiler, men i en ubestemt periode må han sidde udenfor.

Skjern meddeler torsdag, at klubbens anfører onsdag blev akutindlagt og opereret på grund af et hul i tarmen.

- Vi føler med Bjarte og familien, som har været meget igennem de seneste måneder. Vi ved ikke meget på nuværende tidspunkt andet, end vi kommer til at savne ham utrolig meget på holdet, siger bestyrelsesformand Carsten Thygesen i en pressemeddelelse.

Det er anden gang inden for fire måneder, at Myrhol bliver akutindlagt, skriver klubben.

Han har gennem længere tid haft problemer med infektioner i tarmene, som onsdag altså medførte en operation.

Bjarte Myrhol må derfor se frem til "en længere pause."

Omfanget kendes endnu ikke.