Skjern-assistent brød ud i vild jubel - sejren var en kæmpe forløsning

Henrik Kronborg kunne ikke holde glæden tilbage, da Skjern besejrede Århus Håndbold med ét mål onsdag aften og kvalificerede sig til DM-semifinalen.

Henrik Kronborg var en meget glad mand, da Skjern sikrede sig en plads i semifinalen med en sejr over Aarhus i sidste sekund. Foto: Jørgen Kirk / Ritzau Scanpix

Henrik Kronborg kunne ikke holde glæden tilbage, da Skjern besejrede Århus Håndbold med ét mål onsdag aften og kvalificerede sig til DM-semifinalen.

Henrik Kronborg satte i løb og tog en sejrsrunde om hele banen. Assistenttræneren gav highfives til hele den forreste tilskuerrække, inden han til sidst endte med at dele krammere ud til Skjern-bænken.

Jublen, som du kan se længere nede i artiklen, kom som en forløsning, da Skjern-assistenten så sit hold spille sig i DM-semifinalen.

Norske Eivind Tangen var nemlig steget op i anden sals højde og havde braget Skjern i front med 26-25 mod Århus Håndbold onsdag aften, hvilket også blev kampens resultat. Sejren i den næstsidste gruppekamp betyder, at holdet er sikre på at komme i DM-semifinalen, og det glæder Skjerns assistenttræner, Henrik Kronborg.

 - Det var klart, at det var en kæmpe forløsning for os at få det afgjort inden den sidste kamp. Vi havde spillet forkrampet det meste af kampen og var relativt brugte ovenpå kampen i weekenden i Nantes. Det var bare forløsende for os alle, at Tangen scorede, siger Henrik Kronborg til TV 2 SPORT.

- Vi har spillet rigtig mange kampe i løbet af sæsonen. Jeg tror, at vi er oppe på 50 nu. Og i det her har vi også været heldige at prøve at spille Champions League, som har presset ind oven i de her slutspilskampe med midtugekampe i slutspillet og Champions League-kampe i weekenden..

Herunder kan du se den ekstatiske jubel, som TV 2 SPORT har fået lov til at bringe af Skjern Håndbold. Henrik Kronborg ønsker dog ikke at sige noget om selve episoden dagen derpå.

Skjern-mandskabet har haft særdeles travlt på det seneste, da det jyske mandskab har skulle spille vigtige Champions League-kampe mod Nantes, der endte med at sende dem ude af turneringen.

Men det var ikke de eneste, der gav Skjern problemer onsdag aften.

 - Vi bøvlede lidt med sygdom til flere af spillerne, og samtidig har alle spillere små skader i løbet af sæsonen og også nu her til sidst. Så vi bøvlede lidt med kræfterne, så det er nok også en af forklaringerne på, at det så ud, som det gjorde, siger Henrik Kronborg.

SE OGSÅ

Skjern-helten: Mest forløsende scoring i karrieren

- Ikke desto mindre var det så bare en kæmpe forløsning, at Eivind fik scoret til sidst for os alle sammen. Vi har en uge nu til semifinalen, så vi skal nok finde kræfterne frem igen.

Skjerns sidste kamp inden gruppespillet er mod Aalborg. Den kamp bliver spillet på søndag klokken 16.