Skiftet er på plads: Skjern sælger profil til Bundesligaen

Tibor Ivanisevic har bestået et lægetjek i HSG Wetzlar og skifter til den tyske klub til sommer, erfarer TV 2 SPORT.

Tibor Ivanisevic
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Skjerns håndboldherrerne siger farvel til Tibor Ivanisevic efter denne sæson. 

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger bestod målmanden i weekenden et lægetjek i bundesligaklubben HSG Weztlar og slutter sig til tyskerne til sommer. Weztlar har købt Ivanisevic fri af hans kontrakt med Skjern, der først udløb i sommeren 2019.

Og Skjern tager sig godt betalt for at slippe sin serbiske keeper ét år før tid. Flere kilder bekræfter uafhængigt af hinanden en pris i omegnen af en halv million kroner for den 27-årige målmanden.

Salget af Ivanisevic er opsigtsvækkende, fordi Skjern i foråret gik til sine sponsorer for at finde ekstra penge til at forlænge kontrakten med serberen, som Skjern fandt i ungarsk håndbold og hentede ham ind i januar på en halvårlig aftale. Han blev Skjerns store helt i sin debut til Final 4-stævnet i februar, hvor klubben vandt pokalturneringen.

Derfor ville Skjern pludselig gerne beholde Ivanisevic, selv om klubben på det tidspunkt allerede havde kontrakter med to andre målmand til den nuværende sæson. Med serberens underskrift på en kontrakt til sommeren 2019 endte Skjern med i stedet at give Søren Pedersen lov til frit at finde sig en ny klub. Han er nu i Aalborg.

Til gengæld har Skjerns nye målmand, Emil Nielsen, indtaget målet i det vestjyske på imponerende vis i sæsonens første kampe, og derfor har Tibor Ivanisevic efter sommerpausen mest været henvist til bænken.