Simpelt trick: Giv dit juletræ en kodimagnyl - og se hvad der sker

Når juletræet kommer ind i stuen nogle uger før jul, kan det godt miste sin glans. Men det kan et simpelt trick hjælpe mod. Foto: Søren Steffen /Scanpix

Simpelt trick: Giv dit juletræ en kodimagnyl - og se hvad der sker

I samarbejde med tv2.dk

Snart skal juletræet ind i varmen, hvor det skal pyntes og pryde hjemmet. Her er et trick til at få det til at holde sig flot gennem hele julen.

Julen står for døren. Juletræet skal bakses ind, saves til, sættes op og pyntes op.

Hvis du har købt en Nordmannsgran, så kan træet klare sig et par dage uden vand. Hvis du har købt en af de andre træsorter, drikker dit træ 1-2 liter vand i døgnet. Ellers vil det hurtigere tabe nålene og tørre ud.

Men kyndige juletræseksperter har et efterprøvet trick, som kan få dit træ til at bevare sin glans, nåle og fugtighed i længere tid.

- Man skal tage en til to hovedpinepiller, opløse dem i vand og hældet i træets vandholder. Det skal være de opløselige slags såsom kodimagnyler, siger Claus Christensen, direktør for brancheforeningen Danske Juletræer.

Idéen er så, at acetylsalicylsyren fra pillerne ændrer vandets egenskaber til det bedre for træet. 

- Vi ved ikke præcist, hvad det gør. Måske ændrer det surheden i vandet, så træet optaget mere vand, siger Claus Christensen.

Testet og godkendt

Det er juletræsavleren Christian Westh Andersen fra Holstebro, der har afprøvet tricket på sine egne juletræer. 

- Jeg tog tre rødgraner og satte dem det samme sted. Den første stod uden vand. Den næste fik vand. Og den sidste fik vand med kodimagnyler. Da jeg kiggede til dem et par måneder senere, så var den første tørret helt ud. Den næste var ret tør, men den sidste stod fint, endda med små nye skud på, siger han.

Christian Westh Andersen fortæller, at han har opfordret flere af sine erhvervskunder til at bruge samme trick, da de skal have juletræet stående i en butik hele december. Meldingen har været, at tricket har virket. 

Forskere kan hverken be- eller afkræfte

TV 2 har forsøgt at få husmortricket be- eller afkræftet hos forskere ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab samt Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning. 

- Jeg kan desværre hverken be- eller afkræfte det. Det handler jo om, at træet skal have et frisk snit, hvor det ikke skal nå at have suget for meget luft op, da det gør det sværere for træet at suge vandet. Så holder det sig bedst, siger Hanne Rasmussen, seniorforsker ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og ekspert juletræer.