Seks dramatiske døgn: Sådan mistede Løkke magten i Venstre

Hemmelige sms'er, trussel om kampvalg og en pludselig tur ud ad døren. Her er Løkkes sidste seks døgn som formand for Venstre.

loekke_mads_claus_rasmussen.jpg
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En sms lyste op på Lars Løkke Rasmussens mobiltelefon.

Afsenderen var Kristian Jensen, der kom med et af dansk politiks mest usædvanlige tilbud:

Jeg trækker mig som næstformand for Venstre. Men kun hvis du også trækker dig som formand. Lad os gøre det for partiets skyld, var budskabet fra Kristian Jensen. Lad os stille vores mandater til rådighed.

Den søndag morgen 25. august fornemmede Løkke formentlig udmærket oprøret omkring ham, mens han læste sms’en. At magten i Venstre var i en eller anden form for opløsning.

2:56
Marianne Bredal fra Struer er gæst i studiet og uddyber mistilliden til Venstres ledelse.

To gange havde Løkke tabt de meget omtalte nøgler til Statsministeriet. Og selvom Venstre var gået ni mandater frem ved folketingsvalget før sommerferien, så var konklusionen i store dele af baglandet: Løkke var ikke den rette til at forsøge at få nøglerne igen denne gang.

På et lukket sommergruppemøde 16 dage inden sms'en havde partiets nestor Claus Hjort Frederiksen i en forberedt tale krævet Kristian Jensens afgang som næstformand.

Jensen havde været "illoyal", da han i et interview i Berlingske havde lagt afstand til formand Løkkes planer om en SV-regering. Den interne ballade kaldte Løkke efterfølgende for "lidt gnister". Men gnisterne sprang til kviste, og ilden var ved at tage fat.

Lokale partimedlemmer trådte nu åbent frem og undsagde Løkke. De ville have flyttet landsmødet frem, så de kunne komme til at stemme om Løkke. Kommentatorerne erklærede enten hans eller Kristian Jensens dage for talte. Fire af fem regionsformænd bad om at få et møde med Løkke for at udtrykke deres utilfredshed. Det afviste Løkke.

Sms’en fra Kristian Jensen takkede Løkke også nej til. Denne søndag var han langt fra færdig som formand. Tværtimod.

Han gik i krig for sin post.

Den sikre vej til fiasko

Samme søndag lagde Løkke en næsten seks minutter lang video på Facebook:

- Jeg har gjort min stilling op: Jeg ønsker at fortsætte som formand for Venstre og tage nøglerne til Statsministeriet tilbage.

I videoen sagde Løkke, at han derfor ville bede om at flytte Venstres landsmøde – der ellers var sat til november – frem, så det kunne holdes inden Folketingets åbning, ”så vi ved, hvad den politiske linje er, og hvem der skal stå i spidsen for den”.

Den sved i baglandet. Det var lige en tand for kreativt, syntes mange, at Løkke tog æren for det forslag, som lokal- og regionsformænd havde forsøgt at presse igennem. Det var manglende respekt, fortalte kilder til TV 2.

Jan E. Jørgensen – folketingsmedlem fra Frederiksberg og kendt Løkke-støtte gennem flere årtier –skrev straks, at der i Venstre var en ”helt utidig diskussion”. Et formandsskifte ville være ”den sikre vej til fiasko”, måtte man forstå. Flere andre folketingsmedlemmer bakkede deres formand op.

Også en senere interessant figur blandede sig:

- God melding fra Venstres formand! Vi kan som parti ikke leve med, at diskussionen om personer skygger for diskussionen om politik, skrev Jakob Ellemann-Jensen.

Ét navn var imidlertid tydeligt fraværende: Kristian Jensen. Den ellers på både Facebook og Twitter så aktive næstformand var i offentligheden fuldstændig tavs.

Internt i partiet var der i disse døgn ekstra brug for at oplade mobiltelefonerne. Partiaktive læste netaviser og sendte sms’er på kryds og tværs af landet. Flere telefonmøder blev arrangeret. Én gruppe var stærkt utilfredse med Løkke. Andre med dem, der ville "lave ballade" og ryste båden unødigt.

Oprøret på Paarup Kro

Mandag eftermiddag satte 23 hovedbestyrelsesmedlemmer i Region Midtjylland sig til bords på Paarup Kro mellem Ikast og Silkeborg. En af dem var Jensens egen kommuneforeningsformand i Herning. De havde alle hørt Løkkes melding på Facebook. Og de var ikke imponerede.

Under to timer senere var deres konklusion enstemmigt vedtaget og nedfældet på papir. Ordene var nøje udvalgt.

1:45
Venstres midt- og vestjyske hovedbestyrelsemedlemmer er udsædvanligt klare og kompromisløse i deres udmelding.

Og trods deres diplomatiske tone var budskabet internt i Venstre ret voldsomt:

- Af hensyn til Venstres fremtid, troværdighed og stabilitet opfordrer vi formandskabet til, at de trækker sig kollektivt, lød beskeden. 

Jens Nicolai Vejlgaard, formand for Venstre i Region Midtjylland, ringede til både Jensen og Løkke og læste sætningen højt.

Han gav dem begge ét døgn til at gøre det, der ville være bedst for partiet. Ellers ville de give ordene videre til pressen.

Løkke var stadig urokkelig. Og døgnet efter lød overskriften på Avisen Danmark: 'Kerne-Venstre har talt: Nu skal Løkke og Kristian Jensen ud af butikken'.

Venstres medlemmer på Christiansborg meldte sig nu for første gang i ’oprøret’.

- Jeg har ikke tillid til, at ledelsen kan genskabe roen i Venstre. Og der er behov for ro, hvis vi skal have et hold, der kan være klar til næste folketingsvalg. Det er jeg sikker på, at den nuværende ledelse ikke kan, sagde Preben Bang Henriksen åbent til DR.

Også Venstre-manden Carsten Kissmeyer støttede baglandet.

- Jeg bakker op om den linje, der er lagt på gårsdagens møde i Venstre i Region Midtjylland. Der er rigeligt med postyr lige nu, så jeg har ikke andet at tilføje, sagde han.

Løkke gik i modangreb. Han kaldte tirsdag aften opfordringen for ”forkert” og ”forhastet”. Og han bad baglandet tie.

- Hvis man ser gløder på marken, så kan man jo enten prøve at slukke dem eller puste til ilden og brænde det hele af. Og der synes jeg, at der er nogle folk i vores bagland, der er ude i den sidste øvelse, sagde Løkke i et interview til TV 2.

5:56
 
Foto: TV 2

Det formildede intet. Tværtimod blev ordene modtaget som arrogance.

Det sidste gruppemøde

Onsdag middag mødtes Venstres folketingsmedlemmer til det faste gruppemøde på Christiansborg. Det hagler ned over medlemmerne med spørgsmål om Løkke - skulle han gå? Skulle Jensen?

- Jeg tror, vi er ved at trænge til noget ro snart, sagde Inger Støjberg og gik ind til det lukkede møde.

Jensen og Løkke var nu samlet i samme lokale, men dagsordenen var alt andet end formandsopgøret. Og pressen var omvendt kun interesseret i netop dét.

- Havde I et godt gruppemøde, spurgte en journalist fra Berlingske efterfølgende Løkke.

- Ja, det havde vi bestemt.

- Ellers nogen kommentarer til situation i Venstre?

Løkke rystede på hovedet og grinede:

- Næ.

Mere omtanke i mit parti

Jensen var fortsat tavs om kravet om, at Løkke og han selv skulle gå. Men onsdag aften blandede Jensen sig alligevel på finurlig vis. Han sagde, at man i partiet burde lytte til lokalformanden fra Midtjylland.

- Jeg ser i høj grad Jens Nicolai som partiets sjæl. Han er rundet af foreningslivet, er frivillig i mange foreninger og en stor kapacitet i sit lokalsamfund. I mine øjne er han repræsentant for vores dna, det, vi kommer af, sagde Jensen til Avisen Danmark.

Signalet til baglandet var ingen i tvivl om: "Vejlgaard ønsker et nyt formandskab, og jeg støtter Vejlgaard". Ergo: "Mindst en af os i formandskabet må væk".

Men Kristian Jensen sagde det stadig ikke direkte og offentligt.

Onsdag mødtes Venstre i Region Sjælland – hvor Løkkes egen kreds hører til – men selv efter flere timers møde på Rønnede Golf Klub kunne de ikke bakke deres formand op. Der kom ingen fælles udtalelse.

Løkke ville have et såkaldt "fremrykket" landsmøde, så han kunne komme med en politisk tale og en politisk diskussion inden en afstemning om formanden og næstformanden. Hvis der blev tale om et "ekstraordinært" landsmøde, ville det kun være et spørgsmål om personer.

- Det klogeste er at fremrykke landsmødet, og det giver ikke meget mening kun at tage stilling til, hvem der skal stå på broen, hvis ikke man samtidig diskuterer, hvor skibet skal sejle hen, sagde Løkke.

Torsdag aften så Løkke 'Debatten på DR 2' med spørgsmålet: ”Er Løkke færdig?”

- Helt vildt – og en gang råben og skrigen. Håber godt nok, der er mere ro og omtanke i mit eget parti. Ikke bare et håb ... Jeg ved det! skrev han efterfølgende på Twitter.

En bombe

Fredag blev fronterne trukket yderligere op.

Bertel Haarder skrev på Facebook, at den interne strid var ”uholdbar”, og at eneste løsning var et formandsskifte, der ”kan bringe afklaring og fred”.

Under en halv time senere kunne TV 2 – fra kilder med indsigt i forløbet – erfare Kristian Jensens sms-tilbud til Løkke om, at de begge skulle trække sig.

Fredag talte Kristian Jensen fortroligt med en journalist fra TV Midtvest.

- Jeg har besluttet, at jeg stiller op som landsformand for Venstre, sagde Kristian Jensen, ifølge TV Midtvest.

Oplysningen måtte dog først slippe ud senere, aftalte journalisten og Kristian Jensen. Først skulle Venstres top mødes nær Vejle.

Det første møde

Ingen af de 24 medlemmer af forretningsudvalget ville udtale sig til pressen, da de fredag eftermiddag én for én ankom til hotellet med den smukke udsigt over Vejle Fjord.

Bag lukkede døre i et mødelokale på anden sal af Hotel Comwell Kellers Park i Brejning begyndte man med en længe planlagt og i første omgang udramatisk diskussion af Venstres regnskab. Medlemmerne fik serveret middag.

Og så begyndte aftenen for alvor.

Én for én talte de. Ordene faldt hårdt. Det var dramatisk, fortalte deltagere ved mødet til TV 2. Der kunne ikke længere være nogen tvivl om alvoren. Flere sagde, at de ikke længere havde tillid til Løkke og Jensen.

"Lidt gnister" var tidligere blevet til en let ulmen, men nu stod formandskabet i lys lue.

Der dannede sig to krav: Først og fremmest et ekstraordinært landsmøde, hvor formand og næstformand skulle vælges. At mødet var ekstraordinært og ikke et såkaldt fremrykket landsmøde betød som nævnt, at Løkke ikke ville få mulighed for en afstemning om den politiske linje.

Medlemmerne gjorde det samtidig klart, at Løkke ikke måtte benytte sig af hverken Venstres sekretariat på Christiansborg eller Venstres organisation generelt. Dette for at stille alle formandskandidater lige.

Løkke var rasende. Det var at rive tæppet væk under ham, mente han. Det var de facto at fjerne ham fra formandsposten.

- Urimeligt og uværdigt, kaldte Claus Hjort Frederiksen senere netop dette krav.

Alene på balkon

Kristian Jensen tog ordet.

- Jeg tror på, at et parti har en formand, og det er ikke formanden, der har et parti, sagde Kristian Jensen rettet mod Løkke.

Han bekræftede historien: Ja, han havde foreslået Løkke, at de begge skulle forlade posterne. Og det tilbud stod han ved. Men kun som en fælles pakke. Og så smed han sin trumf:

Hvis Løkke ikke ville forlade posten frivilligt, så ville Kristian Jensen stille op mod ham. Så ville Jensen forsøge at blive formand. På den måde kunne han fremtvinge et ekstraordinært landsmøde og en afstemning. Uanset hvad Løkke måtte ønske.

De oprindeligt planlagte fire timer til mødet blev overskredet og blev til fem. Så seks. Ud på aftenen blev Løkke fotograferet på en balkon ved hotellet, hvor han røg en cigaret, iklædt en t-shirt og sort jakke. Han stod alene.

I diskussionerne de døgn husker Claus Hjort Frederiksen, at Løkke nævnte, at han havde fået tilbudt fem millioner til at lave et nyt parti. En tanke, som Løkke dog selv hurtigt skød ned.

Ud på de sene nattetimer nær midnat blev mødet afbrudt. Løkke ville godt lige tænke over nogle ting. Medlemmerne var ikke nået frem til nogen klar konklusion fredag aften, og de lovede i stedet hinanden at mødes næste morgen.

Jensen gik i seng med en klar forventning om, at han nu skulle i kampvalg med Løkke, og at han skulle fortælle det til alle danskere den næste dag.

Kristian Jensens selfie efter løbeturen lørdag morgen. Foto: Kristian Jensen / Instagram

Lørdag stod Jensen tidligt op, og klokken 6:44 lørdag morgen løb han cirka tre kilometer fra en lokal øde strandtange retur til Comwell-hotellet.

- Så er kroppen i gang, skrev han 7:22 på Instagram.

Løkke er forsinket

På forretningsudvalgsmødet samme morgen klokken ni stod det klart, at Løkke ikke ville få sin vilje. Der ville blive et ekstraordinært landsmøde, og Løkke måtte ikke bruge sekretariatet undervejs.

Og så blev mødet afbrudt, da de 24 deltagere helt lavpraktisk skulle videre til mødet med den samlede hovedbestyrelse på omkring 130, hvor dagsordenen fortsat var formandsdramaet.

Klokken ti sad alle på plads i et større mødelokale i stueetagen og kiggede efter Løkke. Han var et kvarter forsinket.

Som formand foreslog Løkke, at man holdt fast i traditionen og begyndte med en sang.

Således sad Venstres hovedbestyrelse lørdag morgen i mødelokalerne og sang en sang tilbage fra partiets fødsel næsten 150 år tidligere.

- Marken er mejet, og høet er høstet. Kornet er i laderne, og høet står i hæs. Frugten er plukket, og træet er rystet - og nu går det hjemad med det allersidste læs.

Det allersidste læs. Afslutningen på en hård sæsons arbejde.

Løkke rejste sig, sagde et par indledende ord og fortalte så, at han trak sig som formand med øjeblikkelig virkning.

De fleste i mødelokalet nåede nærmest ikke at opfatte det. Uden noget forvarsel tog Løkke sin taske, forlod lokalet gennem en glasdør, satte sig i en bil udenfor og kørte væk.

Som en dramatisk film

Mødedeltagerne nåede lidt forsinket at klappe af den nu afgående formand, men var ellers ”dybt berørte og vidste ikke ud eller ind”, som formanden for Venstre Lolland senere skrev i et referat.

I 3759 dage havde Lars Løkke Rasmussen været formand for Venstre. Som statsminister havde han flyttet milliarder af kroner i reformer, han havde været i spidsen for flere regeringer, åbnet ti landsmøder og mødt både de amerikanske præsidenter Obama og Trump. Blandt meget andet. Nu var det hele slut.

En deltager i mødet beskrev situationen således:

- Der står vi og klapper, men Lars Løkke er jo gået. Vi fik ikke mulighed for at sige ham tak, flere fik tårer i øjnene, og jeg mærkede selv, at tårerne pressede sig på. Det var fuldstændig surrealistisk. Som om jeg så en film, sådan en, hvor man tænker: "Sikke en dramatisk film". Og så var det virkelighed. Det er en af de vildeste dage i mit liv, forklarede Karsten Schøn, formand for Venstre i Sønderborg Kommune, til TV 2.

Kristian Jensen tog ordet og forklarede rørt i en tale, at han ellers havde været klar til at tage formandskampen med Løkke på det ekstraordinære landsmøde. Blot få minutter tidligere havde han troet, at dét var planen.

Men med Løkke ude af Venstres formandspost, så var situationen med ét ændret. Det indså han. Og som lovet, så ville Kristian Jensen også træde tilbage.

10:44
En berørt Kristian Jensen gav efter det dramatiske hovedbstyrelsesmøde interview til TV MIDTVEST.

Udenfor hørte en journalist senest klokken 10:43, at Løkke var trådt tilbage. Men det var hverken officielt eller bekræftet. Under formandsopgøret i 2014 i Odense havde flere journalister brændt nallerne, da de – fem år for tidligt, viste det sig – fortalte, at Løkke ville gå som formand.

Klokken 11:04 fik TV Midtvest en sms fra et hovedbestyrelsesmedlem, som de turde stole på: Lars er gået. Fysisk og som landsformand, stod der.

Få minutter senere var nyheden at finde på TV Midtvests hjemmeside, og 11:09 kørte TV 2 NEWS med historien: Løkke har forladt hovedbestyrelsesmødet.

11:23 udsendte Løkke samtidig på Facebook og Twitter en kort besked på blot 46 ord. Beskeden blev øjeblikkeligt vist på TV 2 NEWS, læst højt i landets radioer og gentaget de næste mange timer:

- Vigtigt at holde fast i sin selvrespekt. Kan ikke være formand for et parti, hvor jeg som formand afskæres fra min mulighed for at få diskuteret og afprøvet den politiske linje, jeg har lagt, i det landsmøde-forum, hvor jeg er valgt. Tak for mange gode år, skrev han.

Det var bekræftet. Løkke var væk.

Kristian Jensen skrev 18 minutter senere sin egen besked:

- Jeg har i de seneste uger lyttet med stigende bekymring til kravet fra V's bagland om en ny start og et nyt formandsskab. Jeg gentog i går mit tilbud om, at hvis Lars ville imødekomme kravet, så ville jeg. Jeg står altid ved mit ord og har meddelt HB, at jeg trækker mig.

Noget er vigtigere end andet

Efter reglerne skulle Lars Løkke Rasmussens nære ven Claus Hjort Frederiksen overtage styringen af forretningsudvalgsmødet, men han afslog med ”kradse udtalelser, der ikke tåler gentagelse her,” som lokalformanden i Lolland skrev i sit referat.

Ude foran Comwell talte Kristian Jensen med tårer i sine øjne, da han blev spurgt om sin skuffelse over ikke at blive formand for Venstre efter ti år som næstformand.

- Det tror jeg slet ikke, der er ord til at beskrive, men det er jo sådan, at man skal træffe de valg, der er, når situationen er der, sagde Kristian Jensen.

Som politisk ordfører blev Jakob Ellemann-Jensen sendt ud for at sige, at i dag ”skal vi tænke os lidt om og ære dem, der har trukket sig”. Sine egne formandsdrømme ville han intet sige om.

Kristian Jensen satte ’For evigt’ med Volbeat på anlægget i sin bil og kørte hjem. Han deltog senere på aftenen i en vejfest, hvor gæsterne stod i Hawaii-skjorter, blomsterkranse og med kokos-ananas-drinks.

- Jeg faldt lige ned, og så hældte jeg et par gode glas rødvin op. På sådan en dag er det vigtigt at have familie og venner omkring sig. Og livet går videre, sagde han senere.

Lars Løkke Rasmussen så ingen noget til. Han forlod Comwell-hotellet i bilen ad en vej, som ingen i pressen holdt øje med. Senere samme aften lagde han et familiefoto med hustruen Solrun, sine børn og svigerdatter på Instagram med teksten:

- Noget er vigtigere end andet: Familien er samlet. Hav en dejlig lørdag aften.

Søndag aften vil Lars Løkke Rasmussen sætte ord på sin beslutning om at trække sig i et 25 minutter langt interview. Se med på TV 2 eller TV 2 News klokken 19.10.