Prognose: Her rammer kulde og sne søndag morgen

Med lidt held kan man nogle steder stå op til et hvidt landskab på den tredje søndag i advent.

Frost på bilrude
Foto: Henning Bagger - Scanpix

Solen skinner lørdag i størstedelen af landet og nogle steder sågar fra en skyfri himmel.

Men der er flere skyer og vinterligt vejr på vej til dele af landet sent i eftermiddag, i aften og i nat, når et område med snebyger nærmer sig Danmark nordfra.

Rammer primært Nordjylland og Sjælland

Snebygerne ventes at drive ud over Kattegat fra Sverige, hvor ved de intensiveres lidt over det lune havvand.

Herfra vil snebygerne kunne ramme Vendsyssel og Kattegat-øerne, inden de ud på aftenen ser ud til at drive ned over Sjælland.

Sneen vil falde ved temperaturer lige omkring frysepunktet, og således er der mulighed for, at sneen kan blive liggende.

Dermed kan man nogle steder i Nordjylland og på Sjælland måske stå op til hvide landskaber den tredje søndag i advent.

Ned til syv graders frost i Jylland

Prognoserne viser dog, at der er tale om begrænsede mængder sne, men lokalt kan man altså få op omkring et par centimeter.

I resten af landet bliver vejret klart og ganske koldt. I Midtjylland kan temperaturerne søndag morgen godt nå ned omkring syv graders frost.