Over 21 grader - vi har årets hidtil varmeste dag

Med nærmest sommerlige temperaturer visse steder, er søndag med afstand årets hidtil varmeste dag. Højeste temperatur er målt i Karup.

Søndag har budt på nærmest sommerligt vejr - især i Midtjylland.
Søndag har budt på nærmest sommerligt vejr - især i Midtjylland.
Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

Solbriller, t-shirt og korte bukser er en påklædning som mange danskere formentlig har iført sig søndag. Varm forårsluft strømmer op over Danmark fra syd, og det har sendt apriltemperaturerne på himmelflugt.

Varmest har det været i Karup i Midtjylland, samt i den nærliggende by, Isenvad, hvor termometret begge steder toppede ved 21,9 graders varme.

Også på Fyn og Sjælland overskred man de 'magiske' 20 graders varme med henholdsvis 20,2 grader i Årslev og 20,5 grader i Holbæk.

Samtidigt er søndag den varmeste dag i Danmark i over syv måneder. Den 5. september i fjor, blev der målt 22,1 graders varme.

Koldt ved kysterne

Ligeså sommerligt det er inde over land, ligeså vinterligt er det langs de østvendte kyster. Ved Skagen har temperaturen kun nået 7,9 graders varme, så her er en passende påklædning en tyk sweater og vindjakke.

Mandag fortsætter det varme vejr over især den sydøstlige del af landet, hvor temperaturen lokalt igen kan nå 20 graders varme.