Otte flasker var ikke nok til at holde Fuglsang fra nedtur

Jakob Fuglsang følte, han havde svært ved at drikke mere på 11. etape, men alligevel manglede han en blanding af sukker og vand.

Jakob Fuglsang knækkede i varmen på 11. etape og tabte tid til de andre Tour-favoritter.
Jakob Fuglsang knækkede i varmen på 11. etape og tabte tid til de andre Tour-favoritter.
Foto: Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Jakob Fuglsang led af væskemangel, da han blev sat på anden bjergetape i dette års Tour de France.

Sådan lyder forklaringen i hvert fald fra ham selv.

- Jeg tror, vi blev enige om, at det var dehydrering. Jeg betalte for varmen og havde af en eller anden årsag ikke fået drukket nok eller kølet nok af, siger Fuglsang til TV 2 SPORT og fortæller, at han ellers gjorde, hvad han kunne.

- Jeg tror, jeg drikker, hvad der svarer til minimum otte flasker i løbet af etapen og har svært ved at drikke mere. Så jeg mangler måske en blanding af sukker og vand. Men det er en ny dag i dag, Touren er stadig lang, og jeg er klar til at kæmpe videre.

Riis: Rytterne er udsat for det ekstreme

TV 2 SPORTs cykelekspert Bjarne Riis mener, det er noget, der skal undgås, selvom det sker af og til.

- Det er ekstreme strabadser, rytterne er udsat for. Nogle gange er det svært at time det hele, fordi var det aftenen inden, du ikke fik nok, har du drukket nok i mellem etaperne og så videre. Det er svært at komme med en logisk forklaring. Sådan er det bare nogle gange, siger Riis.

I klassementet rykkede Fuglsang fra en 4. til en 12. plads og har nu tre minutter op til Tom Dumoulin på tredjepladsen. For at Fuglsang skal lykkedes med at sluttede på podiet i Paris, kræver det nu, at han skal ændre sin taktik.

- Jeg skal forsøge at hente noget tid, men jeg er helt sikkert ikke den eneste eller sidste, der kommer i problemer i bjergene, fortæller Fuglsang.