Onsdag blev den koldeste dag så sent på året i 48 år

Onsdag var der nogle steder frost hele døgnet.

Det har indtil videre været et koldt forår. Foto: Scanpix / Mads Claus Rasmussen

De fleste kan hurtigt blive enige om, at det er ganske koldt udenfor i disse tider.

Marts ender med stor sandsynlighed med at blive den koldeste af sin slags i fem år, og i flere omgange har kuldefrembrud sendt temperaturen ned under frysepunktet - også i dagtimerne.

Netop dette skete også i onsdags, den 28. marts, hvor indbyggerne i den lille nordjyske by Stenhøj oplevede frost hele døgnet. Den højeste temperatur, der blev målt, var -0,1 grader, og det klassificerer lige netop døgnet ved Stenhøj som et isdøgn.

Fire vejrstationer giver et unikt indblik

TV 2 VEJRET har gransket tallene fra fire af Danmarks mange vejrstationer.

I Vestervig i Thy, i Tranebjerg på Samsø, på Frederiksberg i København og ved Hammer Odde på Bornholm har man målt på vejret hver eneste dag siden 1874.

Det giver et helt unikt indblik i, hvor koldt det egentlig har været på denne tid af året.

Koldeste dag på denne årstid i 48 år i Nordjylland

Ingen af ovennævnte fire vejrstationer oplevede isdøgn onsdag, men giver alligevel et godt indtryk af, hvor usædvanlig kulden var.

I Vestervig i Thy nåede temperaturen onsdag op på 1,7 graders varme - og sidste gang, det var koldere så sent på året, var den 30. marts 1970, hvor højeste temperatur blev 1,6 grader.

Dagen efter - den 1. april 1970 - var højeste temperatur -0,3 graders varme, og dermed var der tale om et isdøgn.

I København nåede temperaturen i onsdags op på 1,6 graders varme, og her skal man 'blot' tilbage til 2013 for sidst at finde en koldere dag så sent på året. Den 29. marts blev der for fem år siden målt 1,2 graders varme som højeste temperatur.

Med andre ord er isdøgnet i Stenhøj med stor sandsynlighed det seneste isdøgn på denne årstid i Danmark siden 1970.