Nyt blæsevejr på vej mod Danmark

TV 2 Vejret har udsendt varsel for kraftige vindstød gældende fra klokken 19 og frem til søndag morgen klokken otte.

Arkivfoto. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Knap har fredagens blæsevejr lagt sig, før et nyt et af slagsen melder sig på banen.

Det næste blæsevejr rammer lørdag aften, og igen er det den jyske vestkyst, som får de kraftigste vindstød. Her kan man forvente vindstød på mellem 25 og 30 meter per sekund, hvilket svarer til stærk storm.

Kyststrækningen fra Limfjorden og sydpå til området omkring Esbjerg får de kraftigste vindstød, men vinden forplanter sig også hen over hele den sydlige halvdel af Jylland og videre hen over Fyn til store dele af Sjælland, Lolland og Falster og Bornholm med vindstød af stormstyrke.

Et lille og iltert lavtryk bevæger sig hen over den sydlige halvdel af landet lørdag aften og natten til søndag med kraftige vindstød til følge. Inden det når frem , bliver det dog generelt blæsende. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Tempoet er sådan, at Vestkysten bliver ramt først, omkring klokken 20, resten af det sydlige Jylland og Fyn mellem klokken 20 og 21 og Sjælland og Bornholm ved 22-23-tiden.

Vinden aftager de fleste steder igen i løbet af natten, og søndag morgen forsvinder de sidste kraftige vindstød på Bornholm også.

Vendelboerne får en tyvstart

Blæsevejret, som rammer lørdag aften og natten til søndag, skyldes et lille lavtryk, som udvikler sig omkring Shetlandsøerne nord for Skotland lørdag morgen og siden tager turen hen over Nordsøen til Danmark.

Inden lavtrykket når frem ud på aftenen, bliver det dog generelt blæsende over det meste af landet, og i Vendsyssel kan man få vindstød af stormstyrke fra midt på formiddagen og til sidst på eftermiddagen. 

Til gengæld løjer vinden så af i det nordjyske, når den samtidig tiltager længere sydpå i forbindelse med det lille og iltre lavtryk fra Skotland.