Nu bliver det billigere at låne til sommerhuset

Sommerhusejere kan nu finansiere 75 procent af sommerhuset med realkreditlån. Hidtil har man kun kunnet låne 60 procent i et realkreditinstitut.

Nu bliver vilkårene for sommerhusejerne betydeligt bedre.
Nu bliver vilkårene for sommerhusejerne betydeligt bedre.
Foto: TV MIDTVEST

Det bliver billigere at låne penge til at købe et sommerhus, efter at Folketinget i dag har vedtaget et lovforslag om, at sommerhusejerne fra d. 1. maj kan låne 75 procent af sommerhusets værdi i et realkreditinstitut.

Hidtil har man kun kunnet låne 60 procent af sommerhusets værdi i et realkreditinstitut.

Resten af beløbet har man skulle finansiere af egen lomme eller med et banklån, hvor renten typisk er markant højere end på et realkreditlån.

- Hvis man ikke har en stor opsparing, vil det her klart være noget, man kan mærke. Så vi forventer, at det her vil have en positiv effekt på sommerhusmarkedet, og at det måske især kan få flere yngre købere uden opsparing og friværdi til at købe sommerhus, siger Christian Hilligsøe Heinig, boligøkonom i Realkredit Danmark.

Mange penge at spare

Ifølge beregninger fra Realkredit Danmark vil en sommerhusejer med et lån på 1 million kroner typisk spare mellem 300 kroner og op til 600 kroner om måneden efter skat ved at finansiere 75 procent af sommerhuskøbet med et realkreditlån.

Jo større renterisiko, man løber på realkreditlånet, des større vil besparelsen være. 

Den faste rente på et trediveårigt realkreditlån er i dag på 2 procent, mens renten på flere af de variabelt forrentede lån er nede omkring nul. Renten på et banklån ligger typisk på mellem 4 og 6 procent.

Sommerhuse har fået baghjul

Renterne er de seneste år presset helt i bund, og det har været en af de væsentligste grunde til, at boligmarkedet har spurtet af sted, og priserne er steget - ikke kun i de store byer, men i de fleste dele af landet.

Og selvom markedet for sommerhuse også har fået det en smule bedre, efter at have været underdrejet i årene efter finanskrisen, er priserne stadig langt fra topniveauet.

Gennemsnitligt er kvadratmeterpriserne for sommerhuse 25 procent lavere end i 2006/2007, hvor priserne toppede.

Mange sommerhuse til salg

- Der er simpelthen for mange sommerhuse til salg, og det er med til at holde priserne nede. Det betyder også, at vi ikke forventer, at priserne vil suse i vejret, selvom billigere finansiering klart er positivt for markedet, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Realkredit Danmark forventer, at priserne vil stige en smule i år, men han understreger, at man ikke skal købe sommerhus for at tjene penge.

- Det skal ikke ses som et investeringsobjekt. Der er store handelsomkostninger, og der er ingen, der med sikkerhed kan sige noget om, hvor priserne er på vej hen, så hvis man går efter et økonomisk afkast, så vil jeg anbefale, at man finder på noget andet, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Sommerhuse er stadig for de få

Også hos Nordea Kredit advarer man om at se et købe af sommerhus som en investering. 

- Vi forventer, at lovændringen vil være et lille bidrag i den rigtige retning, men det er ikke noget, der vil rykke en helt masse, siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, og uddyber:

- Typisk opstår ønsket om bolig nummer to først, når man har en vis formue. Det at have sommerhus er stadig et luksusgode, så selvom det nu bliver billigere for for eksempel børnefamilierne at låne til et sommerhus, så tror jeg fortsat, at det primært vil være de ældre, der køber sommerhus.

Flere initiativer på vej

Politikerne forkæler ikke kun sommerhusejerne med en billigere finansiering. Det er faktisk flere forskellige initiativer på vej, der alle vil være godt nyt for sommerhusmarkedet.

  •  Regeringen har foreslået en ny planlov, der vil gøre det lettere for pensionister at bruge sommerhuset som helårsbolig.
  •  Regeringen planlægger et højere bundfradrag ved udlejning af sommerhuse.
  • Regeringen har også foreslået, at man forsøgsvist vil undersøge mulighederne for at lade udlændinge købe sommerhuse i udvalgte områder i Danmark.

Fælles for initiativerne er at bløde op for lovgivningen på området og gøre det mere attraktivt at være sommerhusejer.