Slut med forårsvarmen: Nattefrost resten af ugen

Planter og bilruder bliver hurtigt dækket af rim på kolde nætter. De er nemlig isoleret ret godt fra jordvarmen.

Bilruder og græs bliver dækket af rim som noget af det første på kolde nætter. De er nemlig ret godt isoleret fra jordens varme.
Bilruder og græs bliver dækket af rim som noget af det første på kolde nætter. De er nemlig ret godt isoleret fra jordens varme.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

April er typisk en måned med store variationer i vejret og temperaturen, og det mærker vi tydeligt i øjeblikket.

Med 20,1 grader i weekenden følte man, at foråret for alvor havde indfundet sig, og så bliver vi alligevel her til morgen mødt af 2,5 graders frost. Og der er endda mere nattefrost i vente.

Faktisk har prognoserne frost i store dele af landet alle nætter resten af ugen.

Natten til fredag og natten til lørdag ser ud til at blive de koldeste med ned til fem graders frost.

Nætterne vil være klare, tørre og stille resten af ugen, og dermed er der mulighed for udbredt frost.
Nætterne vil være klare, tørre og stille resten af ugen, og dermed er der mulighed for udbredt frost.
Foto: TV 2 Vejret

Den helt klassiske opskrift på kolde nætter

Mange har nok bemærket, at himlen i øjeblikket er mere blå, end den var i weekenden.

Luften er nemlig blevet knastør og kølig, og det giver den klare, blå farve. Fugtig varmluft er nemlig typisk mere hvidlig.

Desuden har vi stort set kun skyer i dagtimerne, da de bliver dannet af solens varme, og så blæser det ikke særligt meget.

Dermed har vi alle de ting, der skal til for at danne kulde om natten.

I klare og kolde nætter uden vind falder luften tæt på jorden helt til ro, og så køles den hurtigt ned ved, at varmen forsvinder ud i verdensrummet.

Er luften tilmed tør, vil der ikke blive dannet ret meget tåge, og så har temperaturen mulighed for at falde yderligere.

Først i næste uge vender varmere luftmasser tilbage til Danmark.