Mor står frem efter hendes datter blev dræbt i terrorangreb

Torsdag fortsætter retssagen om dobbeltdrabet i Marokko, hvor danske Louisa Vesterager Jespersen blev dræbt. 24 mænd er tiltalt.

Foto: Privat

17. december 2018 blev Helle Jespersens 24-årige datter, Louisa Vesterager Jespersen, fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko. Louisa og hendes norske veninde Maren Ueland var blevet halshugget af terrorister under en vandretur på Nordafrikas højeste bjerg, Toubkal.

Læs også Dræbt i Marokko: Louisa Vesterager Jespersen er blevet bisat

Nu står Helle Jespersen for første gang frem på tv og fortæller om tabet af sin datter og tiden efter.

- Det var rædselsfuldt. Det var et mareridt, og jeg ville ikke ønske det for nogen, siger Helle Jespersen og fortæller, at det føltes, som om tiden stod stille i ugerne efter drabet.

- Jeg var slet ikke klar til at gøre noget som helst. Jeg kunne ikke finde ud af mig selv, jeg kunne ikke finde ud af noget. Jeg gik bare ud og ind og var helt tom indvendig.

Erkender drab

Torsdag fortsætter retssagen om dobbeltdrabet i Marokko, hvor i alt 24 mænd er tiltalt.

I centrum for sagen er fire hovedmistænkte - en af dem har allerede erklæret sig skyldig i drab under det første retsmøde.

Ifølge mændenes advokat, Hafida Makssaui, har de dog alle tænkt sig at erklære sig skyldige i løbet af retssagen.

TV 2 har tidligere fået adgang til de fire hovedmænds forklaringer, hvor de tilstår drabene og beskriver hændelserne i detaljer.

Af dokumenterne fremgår det også, at de dannede en terrorcelle i Marokko og sværgede troskab til terrorgruppen Islamisk Stat.

Først skrev vennen fra Norge, og så kom politiet

Helle Jespersen hørte første gang om terrordrabet i Marokko, da hun fik en besked fra Louisa Vesterager Jespersens gode ven fra Norge.

Han havde læst i nyhederne, at de pårørende var blevet underrettet, og han var bekymret for, om hans veninde, som var på vandretur i Atlasbjergene, var et af ofrene. Derfor ville han vide, om familien havde hørt noget fra politiet.

Men det havde Helle Jespersen og familien ikke, så de overbeviste hinanden om, at det ikke var deres Louisa, der var blevet slået ihjel.

- Der gik ti minutter, og så ringede det på døren. Da jeg så de to uniformer uden for døren, vidste jeg, hvad der var sket, siger Helle Jespersen.

Betjentene fortalte, at hendes datters ting var blevet fundet på gerningsstedet. Samme aften blev det bekræftet, at det var Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland, som var blevet halshugget i Atlasbjergene nær landsbyen Imlil.

Asken spredt over havet

Kisterne med Louisa Vesterager Jespersens og Maren Uelands lig blev fløjet til Danmark 21. december 2018, og Louisa Vesterager Jespersen blev bisat 12. januar 2019.

Den lørdag mødte mere end 400 mennesker op i Fonnesbæk Kirke i Ikast for at sige et sidste farvel.

Helle Jespersen husker tilbage på en hård, men smuk dag. Den eventyrlystne Louisa Vesterager Jespersens aske blev efterfølgende spredt ud over havet.

- Så kan hun komme rundt i hele verden, som hun har lyst til, siger Helle Jespersen.

Helle Jespersen tror først, hun rigtig kan arbejde på at komme videre med sit eget liv, når retssagen er slut.

Men i foråret 2019 gjorde hun alligevel et forsøg på at bearbejde tabet af Louisa. Hun tog til Marokko for at se det sted, hvor hendes datter blev fundet dræbt.

Station 2 følger hende hende på rejsen i dokumentaren 'Terrorister dræbte min datter', der sendes torsdag klokken 20:50. Du kan allerede nu se programmet på TV 2 PLAY.

Mulig dødsstraf

En af de tiltalte i sagen sagde under det seneste retsmøde i maj, at han angrer sine handlinger.

- Jeg plejede at elske Islamisk Stat, men nu ved jeg ikke. Alt hvad jeg ved er, at jeg angrer, at jeg dræbte de to turister, lød det fra Abdesamed El Joud.

Anklagemyndigheden i Marokko har tidligere meddelt, at man vil søge dødsstraf for mindst tre af de fire hovedmistænkte.

Landet har dog ikke eksekveret en dødsstraf siden 1993, og der sidder i dag flere end 100 dødsdømte og afsoner i marokkanske fængsler.