Løkke vil flytte endnu flere arbejdspladser til provinsen

Statsministeren rundede både udflytning af arbejdspladser, Europol og hjemløse i sin redegørelse til Folketinget.

130615LarsLoekke.jpg

Når staten fremover opretter nye myndigheder som eksempelvis styrelser, skal udgangspunktet være, at de placeres i provinsen.

Det sagde Lars Løkke Rasmussen (V) i en mundtlig redegørelse til Folketinget torsdag. Redegørelsen kommer som følge af regeringsudvidelsen tidligere på ugen, hvor Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti gik sammen med Venstre i den nye trekløverregering.

Regeringen nærer ifølge statsministeren ”tillid til, at der selvfølgelig er dygtige mennesker i hele Danmark”. Regeringen har allerede flyttet i omegnen af 4.000 statslige arbejdspladser fra København og ud i landet. En historisk beslutning, understregede Lars Løkke Rasmussen.

- Det kan man kalde en udflytning. Man kan også kalde det en indflytning. Det afhænger jo lidt af hvorfra man ser verden. Det er under alle omstændigheder en bevægelse, sagde statsministeren. 

I 2018 vil regeringen fortsætte bevægelsen ved at flytte flere arbejdspladser. 

- Når vi fremover opretter nye institutioner, skal de ligge uden for Hovedstadsområdet med mindre rigtig gode grunde taler imod. En ny institution i en ny, hvor der ikke har været nogen før, er en brik i optimismen, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Europol-møde forude

I redegørelsen, som politisk kommentar Hans Engell beskriver som en ”læs-let-udgave” af det 86 sider lange regeringsgrundlag, kom det også frem, at de ni partiledere i Folketinget snart skal til møde om Europol.

Mødet, der finder sted 8. december, kan være et signal om, at en aftale om fortsat dansk medlemskab af det fælleseuropæiske politisamarbejde kan være tæt på. Midt i november lød det fra den daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V), at han håbede, der kunne lande en aftale inden for nogle uger.

Ikke meningen, at nogen skal være hjemløse

Der blev dog også plads til en anekdote fra det virkelige liv.

- En dag sidste år, hvor jeg kom forbi Hovedbanegården i København, blev jeg passet op af en mand med ordene: ”Jeg er 63 år. Er det meningen, at jeg skal bo på gaden? Er det meningen?”

- Nej, det er ikke meningen for noget menneske i et velfærdssamfund. Det er ikke godt nok, svarede statsministeren.

Løkke skal til housewarming

Mødet blev indledningen på et bekendtskab mellem Lars Løkke Rasmussen og Jørgen.

- Vi har talt sammen en del gange siden og jeg har besøgt Jørgen i den lejlighed, han nu har fået i Hvidovre. Jeg har sådan set også lovet, at jeg kommer forbi den dag, han holder en rigtig housewarming. Jeg har lovet at tage en halv pattegris med, og man skal jo holde sine løfter, men han har ikke sat dato på endnu, berettede statsministeren.

Oppositionen harcellerede på Twitter. Kontanthjælpsforringelserne vil skabe flere hjemløse, skrev Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. SFs socialordfører Trine Torp blandede sig også i debatten.

Regeringen skriver i regeringsgrundlaget, at man vil fremsætte et forslag om at indføre et socialt frikort, der øger den skattefrie indtægt for de mest socialt udsatte, herunder hjemløse.