Langvad får fjerdeplads i Amstel - Uttrup bliver nummer seks

Annika Langvad fra Silkeborg og Cecilie Uttrup Ludwig sad med helt fremme, da kvindernes finale i Amstel Gold Race skulle køres.

Annika Langvad fra Silkeborgspurtede sig til en fjerdeplads i Amstel Gold Race. Foto: TV 2 Sport

Den danske cykelrytter Annika Langvad fra Silkeborg blev nummer fire i kvindernes udgave af søndagens klassiker Amstel Gold Race. 

Jeg prøvede at spare mig, men på næstsidste runde styrtede jeg i bunden af Cauberg og måtte arbejde så hårdt for at komme tilbage.

Annika Langvad

Polakken Katarzyna Niewiadoma vandt løbet efter et flot ryk på den sidste tur op ad Cauberg-stigningen tre kilometer fra målstregen.

Langvad viste stor styrke, da hun faktisk styrtede i bunden af netop Cauberg på den næstsidste tur på den legendariske bakke, men hun formåede at køre sig tilbage til frontgruppen og sprintede sig ind på fjerdepladsen. Cecilie Uttrup Ludwig blev nummer seks.

Langvad fortalte efter sin fjerdeplads, at det "simpelthen var så hårdt", da hun skulle kæmpe sig tilbage fra styrtet.

Læs også Cykling: Langvad kører sig til topplacering i italiensk løb

- Jeg prøvede at spare mig, men på næstsidste runde styrtede jeg i bunden af Cauberg og måtte arbejde så hårdt for at komme tilbage, siger Annika Langvad til TV 2 SPORT.

- Det var game over, og jeg troede, at jeg aldrig ville komme tilbage. Men så lykkedes det mig, og jeg prøvede at spare kræfter, men det kan man ikke på sidste omgang. Det var et rigtig godt løb og selvfølgelig kunne det have været federe med en bedre placering.