Kritik af V-top: Herning borgmester står ikke alene

Løkke får kritik af bagland for det såkaldte uddannelsesloft, den flade boligskat og definition af "dansker".

Lars Krarup
Foto: Uffe Bregendahl, TV MIDTVEST

- Lige nu fejler vi i Venstre.

Sådan lød det i vinterferiens sidste dage fra Hernings 44-årige borgmester, Lars Krarup.

I et længere interview med Fyens Stiftstidende opstillede han fire punkter, hvor Venstre på Christiansborg "fejler". Og det kan koste ved kommunalvalget til efteråret, advarede Herning-borgmesteren.

Kendt som trofast støtter

Udmeldingen vakte opsigt, fordi Lars Krarup er kendt for at være en af statsminister Lars Løkke Rasmussens mest trofaste støtter.

Flere Venstre-borgmestre udtalte efterfølgende, at Lars Krarups vredesudbrud nok mest var et udtryk for skuffelse over, at Herning i sidste øjeblik gik glip af politiskolen.

En rundspørge, som Ritzau har foretaget, viser dog, at Lars Krarup ikke er alene med sin kritik.

 alt 292 har svaret på rundspørgen. Den er ikke repræsentativ for hele baglandet, men kan ses som et fingerpeg om stemningen.

Mere end halvdelen af dem, der har svaret, er enige i Krarups kritik af V-toppens kurs på tre ud af fire konkrete punkter.

Uddannelsesloft kritiseres

Særligt det såkaldte uddannelsesloft får kritik. Blandt andet fra Venstres formand i Svendborg, Hans Erik Nellegaard.

- Uddannelsesloftet virker helt skævt på mig. Vi vil gerne have, at de unge mennesker får sig noget uddannelse. Og jeg møder ikke nogen, der misbruger det system.

- Det kan godt være, at der er nogen, der er kommet på en forkert hylde, men så er det kun godt, at de kan skifte hurtigt, siger Hans Erik Nellegaard.

Lars Krarup er samlet set bange for, at Venstres kurs vil skade partiet, når der til november skal afholdes kommunalvalg.

Det spørgsmål deler de Venstre-folk, der har svaret i to næsten lige store grupper. En af dem, der deler bekymringen er Poul Rosendahl, der er byrådsmedlem i Varde.

- Jeg har det lige som Lars Krarup. Hvis man holder den retning, vi har på nuværende tidspunkt over på Borgen, så vil det blive svært ved kommunalvalget herude i vores små samfund, siger Poul Rosendahl.

Flere deler bekymringen

Også Jørgen Fink Petersen, der er formand for Venstre i Skagen, deler bekymringen.

- Jeg har selv gået på gaden i Frederikshavn for at få folk til at stemme på Venstre. Sidste gang sagde folk, at de havde vores synspunkt, men de kunne ikke lide Lars Løkke. Jeg synes, formanden har gjort det godt siden.

- Men de politiske punkter, som Lars Krarup fremdrager, kan komme til at slå os i nakken ved kommunalvalget, siger Jørgen Fink Petersen.

Han mener blandt andet, at diskussionen om, hvornår man er dansk ikke hører hjemme i et liberalt parti.

- Når man får et dansk pas, så er man dansker. Ellers skal staten lade være med at give dem et dansk pas, siger Jørgen Fink Petersen.