Kristian Jensen vil fortsætte som minister i ny regering - men har også et bud på en afløser

Venstres næstformand har tidligere lagt afstand til Løkkes tanker om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det gør han ikke længere.

Arkiv.
Arkiv.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Mens partierne i rød blok for øjeblikket forhandler på højtryk for at danne en ny regering, har Venstres fungerende finansminister Kristian Jensen et ønske.

Han vil gerne blive på posten som finansminister i en ny regering.

- Der er så meget besvær med flyttekasser og alt muligt andet, og så kunne jeg jo bare blive siddende, siger Kristian Jensen med et stort smil.

Han skulle lørdag have talt på den store scene ved Folkemødet på Bornholm, men på grund af uvejr på solskinsøen rykkede han ind i TV 2s studie, hvor han efter at have færdiggjort talen stillede op til interview.

Ser fordele i SV-regering

Udtalelsen om at han gerne vil fortsætte som finansminister betyder ikke, at han har meldt sig ind i Socialdemokratiet, som går efter at danne regering alene.

Men hvis det ikke lykkes for Mette Frederiksen at komme til enighed med de øvrige partier i rød blok, bakker han op om sin formand Lars Løkke Rasmussens forslag om et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre.

Forslaget smed Lars Løkke Rasmussen pludselig ind som en bombe i den netop overståede valgkamp, men Kristian Jensen gav det i første omgang en kold skulder. I interviewet med TV 2 lørdag på Folkemødet er han dog anderledes positiv.

Socialdemokratiet og Venstre har tilsammen 91 mandater i det nye Folketing og dermed flertal, og ifølge Kristian Jensen er styrken ved et regeringssamarbejde mellem de to partier, at ”yderfløjene” bliver isoleret.

Den fungerende finansminister giver dog samtidig udtryk for en bekymring for, at Mette Frederiksen ikke vil være klar til at indgå aftaler om økonomiske reformer, der styrker dansk økonomi og skaber arbejdspladser.

En opfordring til Frederiksen

Men for at tankerne om et regeringssamarbejde mellem de to ærkerivaler skal blive til virkelighed, skal Socialdemokratiet sige ja, og det sker næppe.

Mette Frederiksen har flere gange afvist Lars Løkke Rasmussens frieri med henvisning til, at forskellene mellem de to partier er for store.

Kristan Jensen mener dog, det er for tidligt at trække Venstres forslag tilbage.

- Så længe, der ikke er dannet en regering, er der mulighed for at lave noget andet, end det man er startet ud med, siger Kristian Jensen og tilføjer:

- Så hvis Mette Frederiksen synes, det bliver lidt for bøvlet og spraglet med alle de partier, der nu går ind og ud af Landstingssalen (forhandlingslokale på Christiansborg, red.), så er der en mulighed for at lave en regering hen over midten.

Han nævner, at det både kan være en regering med Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti, men også Radikale Venstre.

Østergaard som favorit til at overtage

Men ender de igangværende forhandlinger med, at der bliver dannet en regering uden Venstre, har Kristian Jensen også gjort sig tanker om, hvem der kan overtage hans post som finansminister.

Han siger, at der er flere politikere i rød blok, der kan blive gode finansministre, men han har en favorit.

- Hvis Mette Frederiksen bliver tvunget til at gå i regering med Radikale Venstre, så er det klart, at Morten Østergaard (politisk leder af Radikale Venstre, red.) vil kunne løfte opgaven. Han har erfaring fra forskellige ministerier, og han har også en økonomisk politik, der gør, at jeg ville være tryg ved at overlade det til ham, siger Kristian Jensen.

I de kommende dage fortsætter forhandlingerne mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten om dannelsen af en ny regering.