Johanne har nu storm i middelvind med vindstød af orkanstyrke

Johanne er nu et regulært stormlavtryk.

Arkivfoto fra da stormen Egon ramte Danmark.
Arkivfoto fra da stormen Egon ramte Danmark.
Foto: Morten Stricker / Scanpix

Det er meget sjældent at opleve storm i middelvinden om sommeren. Kun otte gange siden 1891 er der registreret storm i august måned på DMI's stormliste.

Rønbjerg Huse med orkanvindstød

Rønbjerg Huse I Limfjorden, nær Løgstør måler storm i middelvind med vindstød af orkanstyrke. Henholdsvis 26 meter i sekundet i middelvind og 33.8 meter i sekundet i vindstød

DMIs målestation i Rønbjerg Huse Havn
DMIs målestation i Rønbjerg Huse Havn

I Thyborøn er vejret meget voldsomt. Der er netop målt 24,7 meter i sekundet i middelvind og storm begynder ved 24,5 meter i sekundet. Middelvind er målt over 10 minutter. De kraftigste vindstød har været 31,8 meter i sekundet (frem til klokken 8) og orkanstyrke begynder ved 32,6 meter i sekundet.

Stille før stormen

Bemærk hvor hurtigt vinden er tiltaget fra næsten ingenting til fuld storm. Det er sket fordi det ikke blæser i lavtrykscenteret, mens den mest voldsomme vind er lige syd for lavtrykket. Johanne er nu placeret lige nord for Thyborøn og vestenvinden banker ind fra havet.

Middelvind på DMI's målestation i Thyborøn.
Middelvind på DMI's målestation i Thyborøn.

Snart vil Johanne aftage i Thyborøn, mens det stadig vil blæse op længere mod nord ved Jammerbugten.

Vindstødene fra Johanne ser knap så hidsige ud som prognoserne forudsagde i går. Alligevel kan vindstødene lige nå op til orkanstyrke.

Varselkort - Johanne
Varselkort - Johanne