Her stod man op til rim i græsset og is på bilruderne

Der var rim i græsset og is på bilruderne i morges. Og 'rigtig' nattefrost kan være lige på trapperne.

Rim i græsset på en flot men kold morgen i Haverslev den 8. oktober 2017
Rim i græsset på en flot men kold morgen i Haverslev den 8. oktober 2017
Foto: Morten Simoni / Seerfoto

Søndag morgen stod man flere steder i Jylland op til synet af rim i græsset, og skulle man til bageren efter morgenbrød, måtte man skrabe is af bilruderne først.

Frosten var dog begrænset til netop græsstrå og bilruder.

Koldeste morgen siden maj

Temperaturen målt i to meters højde nåede i de tidlige morgentimer kun ned på 1,1 grader, som blev målt i Isenvad i Midtjylland.

Det er den laveste temperatur, vi har haft i næsten fem måneder. Vi skal tilbage til den 9. maj for at finde en morgen, der var koldere.

Den kolde søndag morgen kommer efter en nat med klart vejr og relativt rolige vindforhold, hvor kold og relativ tør polarluft i kombination har givet os temperaturer på omkring blot en enkelt grad.

Temperaturen nåede frysepunktet - i græshøjde

Selv om luftens temperatur aldrig nåede frysepunktet, kan det sagtens lade sig gøre, at der har været rim i græsset og is på bilruderne.

Temperaturmålinger i græshøjde viste således her til morgen, at temperaturen i Foulum nær Viborg nåede ned på 0 grader.

Både jordoverfladen og genstande som for eksempel en bilrude udstråler store mængder varme på en klar nat, og deres overflader afkøles typisk til nogle grader under luftens temperatur i to meters højde.

Derved kan der på sådanne overflader fryse is.

I de kommende nætter, hvor relativ kold polarluft stadig vil ligge over Danmark, er der risiko for lokal nattefrost - og is på bilruder og rim i græsset.

Kommer nattefrosten, er det første gang i dette efterår.